Blekingegadebanden skal slippe for straf, selv om banden dræbte den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen.
Sådan lyder den første udmelding fra Blekingegadebanden i flere år i det venstreorienterede blad Det Nye Clarté.
Her skriver et anonymt medlem, at politiet ikke skal hetze banden for det 20 år gamle drab. Ifølge medlemmet var det ikke meningen at dræbe betjenten med det haglgevær, som et ukendt bandemedlem affyrede under et postrøveri i 1988.
Han er især bitter på daværende efterforsker Jørn Moos, som har skrevet en bog om efterforskningen.
»Til dig Jørn Moos, du helmer ikke. For drab er der ingen forældelsesfrist. I graver på tyvende år og graver grøften dybere hver gang (..). Forsoning er sundere for alle parter. Men det kræver imødekommenhed, hvilket ikke har præget holdningen til ’Blekingegadebanden’ og vores motiver. Forsoning nås ikke gennem hetz,« skriver medlemmet under dæknavnet Den anden stemme .
Medlemmet deltog i postrøveriet men vil hverken angre eller afsløre drabsmanden.
Ingen dømt for drabet
Bag dæknavnet gemmer sig fire mulige medlemmer: Carsten Nielsen, Torkil Lauesen, Niels Jørgensen eller Jan Weimann, der blev dømt for flere væbnede røverier. Drabsmanden er ifølge politiet en af de to sidste, men ingen blev dømt for drabet.
Medlemmet forsvarer desuden, at banden begik væbnede røverier i Danmark i 1970-80 erne og sendte pengene til terrororganisationen PFLP, ifølge ham selv i en højere sags tjeneste:
»Til jer som så USA’s My Lai massakre på fjernsynet, uden at det ændrede jeres liv... I, som mente, at danske soldater skulle hjælpe folkene i Afghanistan og Irak ved først at lade bomber regne over dem, og så genopbygge (...) Jeg kan se, at I mener, at målet helliger midlet!«
Tag jeres straf
Daværende kollega til Jesper Egtved Hansen, Tom Behnke, som i dag er de Konservatives retsordfører, vil ikke høre tale om forsoning.
»De må starte med at angre og erkende det, de har gjort. Men de angrer ikke. Vær nu et mandfolk og tag straffen. Så kan vi tale om forsoning,« opfordrer Tom Behnke.
Blekingegade-banden har ikke udtrykt sig offentligt i flere årBanden dræbte i 1988 betjenten Jesper Egtved Hansen under et postrøveri
Ingen er blevet dømt for drabet