Østjyllands Politi lavede ingen fejl i efterforskningen, da det slog fast, at 14-årige Pernille Oldenborg Lind havde hængt sig selv i familiens hjem for halvandet år siden.
Det fastslår Østjyllands Politi selv i en ny afgørelse i sagen. Den kommer, efter at Nyhedsavisen gennem de sidste tre måneder har dokumenteret en stribe fejl og mangler i efterforskningen af det mystiske dødsfald.
Pernilles familie har klaget over, at gerningsstedet aldrig blev spærret af, så eventuelle spor gik tabt. Men chefanklager Marian Thomsen fastslår, at det ikke var en fejl, at politiet lod 13 personer gå rundt i huset den aften, Pernille blev fundet død.
Begrundelsen er, at »inden politiets ankomst havde fem personer allerede været og arbejdet med genoplivningsforsøg på stedet«, og at »der ikke var synlige spor, der skulle sikres,« og »at omstændighederne i øvrigt på ingen måde talte for, at det var relevant eller nødvendigt at afspærre stedet af hensyn til den videre undersøgelse«.
Tidligere efterforskningsleder i Peter Lundin-sagen Niels Kjøller køber ikke forklaringen om de synlige spor.
»Der kan for eksempel sagtens være gode dna-spor, som ikke kan ses med det blotte øje. Den slags er noget, teknikerne finder,« fastslår den pensionerede ekspert i efterforskning.
Og han holder fast i, at hjemmet skulle have været spærret af den aften, så det var muligt at gennemføre et grundigt stykke efterforskningsarbejde.
Ro i sindet
Familien har også klaget over, at politiet først sendte teknikerne, tre uger efter at en kriminalassistent opdagede fingeraftryk på en rude. Da var aftrykkene ødelagt af vejret.
Chefanklageren oplyser, at fingreaftrykkene af kriminalassistenten blev »skønnet dels ubrugelige (udviskede) dels uden relevans på grund af placeringen ved et vindue, der – for det tilfælde, at man måtte antage, at der havde været en fremmed i huset – ville være endog meget usandsynlig adgangs- eller flugtvej«.
Hun forklarer familien, at politiet »allermest som en venlighed overfor Dem for at give Dem ro i sindet sendte kriminalteknikerne til stedet«.
Det argument bryder vicekriminalinspektør Niels Kjøller sig ikke om.
»Teknikerne bliver sendt ud for at finde spor. Ikke for at tilfredsstille folk. Det er jo ikke sådan, politiet arbejder,« siger efterforskningslederen undrende.
Ingen relevans
Af samme grund kan Østjyllands Politi ikke se nogen grund til at fremkalde de billeder, som teknikerne tog af skidt i vindueskarmen, udtværet snavs på ydersiden af ruden eller af de knuste rosenblade, de fandt, der lå spredt på gulvet.
Pernilles familie har også klaget over, at Østjyllands Politi ikke har reageret, når de har ringet med nye oplysninger, og at der ikke engang er blevet skrevet rapport.
Chefanklageren skriver, at det ikke er sket fordi »der hverken var tale om afhøringer eller om oplysninger af en sådan betydning, at der var grundlag for at skrive rapport herom«.
En af de oplysninger, der aldrig blev skrevet ned, var oplysningen fra chatsiden Arto om den ip-adresse, som havde været inde på Pernilles profil dagen efter hendes død. Det gjorde politiet intet ved, fordi:
»det ikke har relevans. Uanset om Pernille selv eller en anden slettede brevene, kan det ikke ændre vurderingen af, at der efter alle de forelæggende oplysninger ikke er nogen indikation af, at Pernille har været udsat for en forbrydelse«. Nu overvejer familien, om de skal klage til statsadvokat Elsemette Cassøe. Hun har allerede én gang blåstemplet politiets arbejde i sagen.
14-årige Pernille Oldenborg Lind blev fundet kvalt på trappegelænderet i sit hjem med et lagen om halsen.
Politiet skrev samme aften i rapporten, at det var selvmord.
Pernilles forældre har hele tiden sagt til politiet, at der er flere ting, de ikke kan få til at passe.
Politiet har oplyst forældrene, at det ikke er i tvivl om selvmordet, og at der ikke er ressourcer til mere.
Sagen blev lukket 22. maj 2007.
Statsadvokaten gav 18. juli 2007 politiet ret i, at efterforskningen skulle lukkes.