Sport forbindes normalt med følelser som glæde, sorg, eufori og skuffelse. Dertil kan man roligt lægge smerte. Det fortæller håndboldlandsholdets Lars Krogh Jeppesen, som selv har prøvet at være helt ødelagt af smerte.
»Ja, selvfølgelig gør det ondt. Du finder ikke nogen håndboldspillere, der ikke har ondt et eller andet sted, når de står op om morgenen, det er da meget få, i hvert fald,« siger han og tilføjer, at det ikke kun gælder håndboldspillere. Også eliteudøvere i andre sportsgrene har svært ved at komme ud af sengen om morgenen, mener han.
Den høje landsholdsspiller har prøvet smerten på egen krop. Ikke mindst da hans karriere førte ham til udenlandske topklubber, hvor han flere gange var uheldig at løbe ind i skader.
Piller gør det lettere
»To gange brækkede jeg to ribben, og det var utroligt smertefuldt. Jeg kunne ingenting overhovedet, og bare for at sove blev jeg nødt til at tage smertestillende præparater. Dels for at tage hævelsen, og dels for bare at komme igennem den tid,« fortæller han.
Da han skulle gøre comeback, var der komplikationer, og da var det ligetil igen at benytte sig af de smertestillende præparater i stedet for at lade skaden hele naturligt.
»Fordi jeg havde haft det med ribbenene, kunne jeg slet ikke bevæge mig, min ryg var blevet så stiv, og jeg havde svært ved at komme i gang. Og i sådan nogle tilfælde kan smertestillende præparater gøre det lettere at komme igennem kampen,« fortæller Lars Krogh Jeppesen.
Kunne ikke bevæge sig
»Det er den gængse måde. som fysioterapeuterne i mange af de store klubber arbejder på. Det handler om at få spillere klar til kamp i stedet for at tænke på det langsigtede,« siger han og skynder sig så at tilføje:
»Men nu skal det heller ikke lyde så dramatisk, det skal ikke lyde, som om jeg spiste piller hver eneste gang, jeg skulle spille. Det var kun en periode. Og der er forskel på at spise de her præparater, når man spiller, og når man ikke spiller. Problemet er jo, at når man spiller på piller, kan man ikke mærke de signaler, som kroppen udsender,« siger han.
»Til sidst sagde de, at der ikke var noget alvorligt galt med mig. Det eneste var, at det gjorde lidt ondt, og derfor kunne de jo godt bare sætte et par sprøjter i ryggen, inden jeg skulle ind og spille. For der var ikke noget, der kunne blive værre, sagde de. Men det viste sig jo at være en decideret løgn. Fordi det blev meget værre. Jeg spillede et par kampe, hvor jeg bagefter ikke kunne bevæge mig, hvor jeg ikke kunne gå overhovedet,« fortæller Lars Krogh Jeppesen.
Blev en belastning
Den erfaring har gjort ham klogere, og han endte med at sige fra.
»Nu ved jeg, hvor mine grænser går. Jeg ved, hvor langt jeg er villig til at gå. Jeg kan sagtens tage et præparat for at tage en hævelse eller en eller anden form for betændelse, men jeg kommer aldrig, aldrig nogensinde til at spille igen, efter at jeg har indtaget et eller andet smertestillende præparat. Det har jeg min krop for kær til,« understreger han.
»Helbredet er det allervigtigste! Jeg endte jo på meget kort tid som en grøntsag, som var en belastning, frem for alt for mig selv, men også for min kæreste, som også måtte gå rimeligt meget igennem, fordi jeg overhovedet ingenting kunne,« fortæller han.
Det lyder ikke rart, og det er nærliggende at spørge, om smerten aldrig har fået ham til at overveje, om det overhovedet er værd at fortsætte. Svaret giver egentlig sig selv:
»Jamen - jeg spiller jo stadigvæk«