Der blev gået til stålet, da Bayer Leverkusen lørdag eftermiddag vandt slaget om Ruhr med 1-0 hjemme over Schalke 04, der igen gav spilletid til Peter Løvenkrands, mens Søren Larsen var helt ude af truppen.
Det var mere intenst, end det var kønt. En chancefattig første halvleg sluttede uden scoringer, og det så det også længe ud til i anden halvleg. Men med fem minutter igen sejlede et indlæg fra hjemmeholdets Manuel Friedrich over en Schalke-keeper, Manuel Neuer. Udover lidt skærmydsler, et par gule kort og et enkelt rødt blev det ikke til. Leverkusen vandt 1-0 og rykker op på tredjepladsen på bekostning af Hamburger SV, der først søndag spiller mod topholdet Bayern München.
Også rækkens nummer to fra Werder Bremen, der for en sjælden gangs skyld var uden danske Daniel Jensen i udekampen mod Eintracht Frankfurt, tabte deres kamp. Efter 40 minutter blev Werder Bremen yderligere svækket, da Daniel Jensens normale makker på den centrale midtbane fik rødt kort for et professionelt frispark.
Efter pausen lykkedes det hjemmeholdet at udnytte overtalssituationen. Ti minutter inde i halvlegen scorede græske Ioannis Amanatidis kampens eneste mål. Dermed er der lagt op til en sand gyser på Allianz Arena, når Bayern søndag tager imode HSV. Vinderen af den kamp bliver rundens helt store vinder i toppen af tabellen.
Længere nede i tabellen var Jonas Kamper gledet ud af truppen hos Bielefeld, der hjemme tabte 0-2 til bundproppen, Duisburg.