Der vil gå flere måneder imellem, at tusinder af virksomheder som for eksempel cafeer, købmænd og slagterier får undersøgt, om hygiejnen er i orden.
Til marts kommer den nye Elite Smiley, som virksomheder kan få, hvis de har haft lutter glade smil på kontrolrapporterne de fire seneste besøg.
I alt vil omkring 13.000 virksomheder få elite-smilet, skønner Fødevarestyrelsen. Det svarer til rundt regnet 30 procent af alle virksomheder. Som belønning får de samtidig færre besøg af fødevarekontrollen. De virksomheder, som har svært ved at holde fødevarerne fri for bakterier, skal til gengæld kontrolleres en ekstra gang.
Forbrugerorganisationen Familie og Samfund er urolige over, at 13.000 virksomheder skal have mindre kontrol af hygiejnen.
»Det kan sagtens betyde, at de slækker på egenkontrollen, og det går ud over hygiejnen. Det, at virksomheden ved, at fødevaremyndighederne kommer, holder moralen oppe,« mener Annette Johansen, sekretariatsleder hos Familie og Samfund.
Ingen sovepude
Dansk Erhverv tror tværtimod, at Elite Smileyen vil føre til bedre hygiejne, fordi virksomheder stræber efter den bedste bedømmelse.
»De holder virksomheden ren hver dag af hensyn til deres kunder og ikke på grund af fødevarekontrollen,« siger Lone Rasmussen, fødevare- og forbrugerpolitisk chef hos Dansk Erhverv.
Det hænder jævnligt, at virksomheder, der har fået den glade smiley, ved næste besøg får en bøde eller påbud. Det skete for eksempel for 511 virksomheder ved den seneste kontrol. Alligevel er Forbrugerrådet tryg ved, at virksomheder med tradition for glade smil skal kontrolleres mindre.
»De har bevist, at de har styr på deres egenkontrol og dermed fødevaresikkerhed. Hvis det bliver en sovepude med en sur smiley til følge, får virksomhederne igen flere kontroller.
I alt vil der blive sparet omkring 10.000 kontrolbesøg væk hos de virksomheder, der normalt har tjek på fødevaresikkerheden. Det betyder, at Fødevarestyrelsen kan koncentrere sig om de virksomheder, hvor der traditionelt er problemer. Samlet set vil der derfor blive gennemført flere kontrolbesøg. Der vil også være en stikprøvekontrol af de virksomheder, som ikke længere får besøg så tit.
Hvis en virksomhed har fået fire glade smil i
træk på kontrolrapporterne for at have tjek på fødevaresikkerheden, kan
de få en EliteSmiley .
Samtidig får de færre besøg af fødevarekontrollen.
For
eksempel kan restauranter komme ned på kun at få et enkelt kontrolbesøg
om året mod tre som normalt. Elite bagere og slagtere kan også nøjes
med et enkelt kontrolbesøg om året i stedet for to.