Cavling, Heston og Britney

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Det er ikke hver dag, ens journalistiske virke bliver nævnt i sammenhæng med Cavling-prisen (Erik Willumsgaards kommentar til min Heston-note). Jeg takker med blus i kinden. (Min sarkasmeradar holder fri i weekenden, ligesom det er tilfældet med min strøm af kulturelle ’nyheder’). Jeg har længe spekuleret på, hvornår en kritisk læser ville stille spørgsmålstegn ved validiteten af det stof, jeg skriver, og jeg glæder mig, nu hvor det endelig er sket. Det er et tegn på liv i det virtuelle rum, og strømmen af informationer af denne slags bør ikke stå uanfægtet hen. At det lige skulle blive skildringen af stakkels gamle Charlton Hestons nabokrig på Mulholland Drive, der skulle få en læser til at fare i blækhuset, anser jeg for tilfældigt. Det kunne lige så godt have været Lindsay Lohans blindtarm, Terri Garrs (?) operation, Britneys nytårsaften, &c, &c ad infinitum. Vores kultur er blevet en slags celebrity-kult, hvor hverdagsforeteelser som drukture, skænderier, kysseri og tøjindkøb tillægges nyhedsværdi, hvis de involverede har været i fjernsynet, indspillet musik eller været med i en film. Dette sociologisk dybt interessante fænomen har Nyhedsavisen som bredt sigtende medie valgt at afspejle, og her er avisen jo i fornemt selskab med fx en hæderkronet nyhedsinstitution som AP, hvorfra  ’historien’ om Heston trods alt er planket.

Nyheder i dag kæmper om læsernes gunst både kvalitativt men i mindst lige så høj grad kvantitativt, og det har jeg kunnet føle på mine skuldre i min korte tid på nærværende medie, da jeg er pålagt ydre krav på, hvor mange liter, der dagligt skal tilføres nyhedssyndfloden. Så når der ikke uddeles Emmys, Grammys eller Oscars, så er vi nødt til at følge med stjernerne hjem, og se hvordan de holder ventetiden inden næste glamourøse prisuddeling ud. Det er ikke bare ofte uskønt, det er også meget af tiden ret kedsommeligt.

Og verden er og bliver ret kedsommelig, den er ikke en kontinuerlig føljeton af rasende interessante episoder, som vi skrivekarle kan investere alle vores mere eller mindre tvivlsommme talenter i. Det meste af tiden sker der forbløffende lidt, og tak for det, virkelige ’breaking news’ er sjældent videre morsomme heller, det er i hvert fald min sørgelige erfaring. Mens ingenting sker, må nyhedshelikopteren kredse i ensomme cirkler over byen, og jeg må stirre mig (endnu mere) nærsynet på alverdens internetsites i håbet om at finde noget bare tilnærmelsesvist interessant.  Jeg gør alt i min magt for at skrive noget vedkommende, men for hver bare perifert interessant historie vil der – optimistisk lavt sat – komme en eller to golde, afkastløse mudderskredshistorier.

(Udkast til en sladder-poetik: Historierne skal skrives med det tørreste, stiveste pokerfjæs til rådighed, og så er der ikke andet for end at håbe på, at læseren bare af og til kan mærke mennesket – i dette tilfælde yours truly – der bag ved den ydre maskes rette folder ligeledes ofte sender himmelen det hvide af øjnene, mens Britneys færd på jorden kortlægges trin for trin.)

Med det intensiverede, eskalerende krav om minutiøs dækning af verdens (og de kendtes) langsommelige gøren og laden, må man ud fra en journalistisk vinkel nøjes med at tælle de lyse timer. Eller nøjes med at læse avisens første to tredjedele, hvor stof af denne her tvivlsomme kaliber endnu ikke har fundet vej. Så lover jeg til gengæld Erik Willumsgaard, at vi nok skal give lyd, hvis ARA faktisk beslutter sig for at tage affære overfor de plagsomme naboer. Dét ville ganske rigtigt være en historie, der var værd at skrive.

Henrik Reinberg Simonsen 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.