Kaare
Sørensen skriver fra New York.
New Yorkerne får sådan et drilsk smil, når de taler om Rudy som præsident.
- Han er elendig.
Elendig som borgmester her i byen, virkelig frygtelig og elendig som
præsidentkandidat. Bare elendig, siger en pizzamand i East Village på Manhattan, mens han
diskuterer politik med en tysk turist sent tirsdag aften – natten til onsdag
dansk tid.
- Han duer ikke til noget. Han har aldrig hjulpet mig, siger en vicevært, der har boet 15 år i byen, ikke langt derfra.
Og sådan er
det ofte i New York, hvor den tidligere borgmester Rudy Giuliani ellers har
slået sig stort op på at være ’hele nationens borgmester’ efter terrorangrebet 11.
september på netop New York.
Giver op
Men nu kan
han ikke mere. Og efter en tredjeplads - der lige så let kunne være blevet en
fjerdeplads - i aftens valg i Florida, har ’Rudy’ givet op.
Det oplyser
flere amerikanske medier fra kilder i Giulianis kampagne.
Rudy fik 15
procent af stemmerne i Florida på trods af, at han har sat alt ind på den varme delstat, hvor han har ført kampagne i over 50 dage. Hans nærmeste konkurrenter har været der højest én uge.
Peger på McCain
I sin
takketale foran vælgere i Orlando sagde Rudy ikke direkte, at han ville trække
sig, men det lå tydeligt i ordvalget.
- Man vinder
ikke altid, men man kan altid prøve at gøre det rigtige, sagde han blandt
andet.
Ifølge
kilder i kampagnen vil Rudy Giuliani nu pege på John McCain som præsidentkandidat.
Det sker formentlig under en tale i Californien i løbet af onsdagen.
Der er kun John McCain, Mitt Romney, Mike Huckabee tilbage som alvorlige udfordrer til posten som republikansk præsidentkandidat.