Om morgenen snegler en brummende slange af biler sig ind ad Amagerbrogade. De seneste 10 år er der kommet en fjerdedel flere biler i København. På landsplan viser Danmarks Statistiks tal fra i år, at antallet af personbiler for første gang har rundet to millioner.
Selv en grå hverdagsmorgen trisser enkelte rundt ved bilforhandleren og kigger efter en ny bil.
»Det er nødvendigt med to biler. Børnene skal hentes, og som selvstændig har jeg også behov for en bil. Det er frihed, og man kommer hurtigt frem til alting,« siger Mohamed Chahir fra Århus, som er på udkig efter en bil, der kører langt på literen.
Københavnerne får bil
I lang tid har mange københavnerne klaret sig med cykel, S-tog og busser, men de seneste 10 år er 24.000 flere blevet bilejere.
»Økonomien går godt, og når man har råd til det, køber folk deres egen bil,« siger Elly Kjems Hove, direktør for Bilbranchen.
Men selvom flere københavnerne har fået bil, kører den ikke hver dag, forklarer trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitetscenter.
»Københavnerne bruger mest bilen til udflugter, Ikea-ture og til at tage i sommerhuset,« siger han.
De mange ekstra biler i hovedstaden betyder, at der mangler parkeringspladser. Der er også kommet ekstra tryk på vejene og mere forurening.
»København har den største hastighed på vejene i forhold til andre europæiske storbyer, så det er overdrevet, at vi er ved at drukne i trængsel,« siger Per Homann Jespersen .
Rundtom i landet pendles der mere, og det betyder salg i konebilerne.
»I takt med at flere kvinder har fået højere uddannelser, føler familierne et behov for bil nummer to,« siger Per Homann Jespersen.
Siden 2000 er 68.000 flere familier blevet ejere af to biler.
I år er der 2.020.000 personbiler i Danmark. Det er første gang, der er registreret over to millioner biler herhjemme.
På
10 år har danskerne fået 16 procent flere biler. Københavnere og
århusianere har købt flere biler end gennemsnittet, mens odenseanerne
ligger under.