Brøndby til salg, eller konkurs!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

 

Analyse:

 

Direktør Jan Lockharts stop hos Brøndby IF er et tegn på, at klubben står over for en truende konkurs.

 

Vi må antage, at bankerne ikke står i kø for at låne BIF penge til driften. Derfor har ledelsen i BIF reelt kun haft to seriøse scenarier at bygge en økonomisk fremtid på.

 

Det ene scenarie er kapitaltilførsel gennem en aktieemission. Her vil den siddende ledelse og bestyrelse formentlig kunne bibeholde magten i klubben.

 

Det andet scenarie er at sælge A-aktier med afgørende indflydelse til kapitalstærke folk eller konglomerater udefra. Et lignende scenarie oplevede vi, da FC København var ved at kuldsejle i den sidste del af Don Ø’s periode hos klubben.

 

Hverken direktion eller bestyrelse hos BIF har indikeret eller antydet, at klubben er til salg. Det ville ellers have været let at få ud mellem sidebenene. Altså kan vi antage, at de har været enige om, at der skulle tilføres kapital ved en emission. Fanklubben har i den forbindelse været nævnt som en interessent, men dog en mindre af slagsen.

 

Modsat udmeldingen fra bestyrelsesformand Per Bjerregaard  er Jan Lockhart og BIF efter min overbevisning et glimrende match. Bare ikke i den aktuelle økonomiske situation. En situation, hvor tingene er så tilspidsede nu, at det ikke længere handler om strategi, men alene om en taktik for hvordan klubben får tilført kapital og kan overleve.

 

Her kommer så pointen i min analyse: Kapitaludvidelsen kan kun lykkes, hvis BIF får skabt tillid til klub og ledelse. Vejen dertil handler i høj grad om brug af spin og retorik på den rigtige måde.

 

Jeg har i den forbindelse har jeg noteret mig, at Lockhart og Bjerregaard på det seneste har haft to forskellige tilgange.

 

Jeg har også noteret mig, at Lockhart har været ærlig -  måske for ærlig til - at Bjerregaard og co. kunne acceptere ham.

 

Lockhart har bl.a. fortalt, at  BIFs økonomiske problemer ikke skyldes én ting - det skyldes alle ting. Herunder nedgang i antallet af sponsorer og indtægter, nedgang i tilskuerantal, færre tv-penge, lavere salg af merchandising og ingen betydelige spillersalg.

 

Det er åbenlyst, at Lockhart ikke har ønsket at bedrage markedet med grov manipulation. Han har tillige meldt ud i interviews, at BIF er lukningstruet, hvis klubben ikke finder mindst 50 mio. kroner, og klubben sportsligt kvalificerer sig til højere tv-indtægter i løbet af efteråret.

 

Det er præcis her, at enigheden stopper. En Bjerregaard, der er mester i spin og manipulation over for en saglig direktør, der prioriterer egen integritet højere end noget andet.

 

Hvis BIF ikke hurtigt melder en to-tre-årig plan ud, som markedet vil acceptere, har  klubben ikke en chance for at overleve. Medmindre den sælger fra af aktier og magt.

 

Den økonomiske udvikling i Brøndby IF er kronologisk logisk og typisk for dem, hvor det går galt:

 

En virksomhed præsterer ikke på sit kerneområde (fodbold), resultatet her af er økonomiske udfordringer. Kerneproduktet præsterer ikke flere år i træk, så udvikler udfordringerne sig eksplosivt til alvorlige økonomiske problemer. De økonomiske problemer erstattes af likviditetsproblemer. Så går det stærkt. Den negative spiral fortsætter i en sådan hastighed, at den er næsten umulig at vende.

 

Typisk så dukker gamle sager op:

 

En feriepengesag og et hovedsponsorat med  Jesper Kasi bliver pludselig helt afgørende for virksomhedens eksistens. Oven på flere års negative årsresultater, så kom der i maj et dystert kvartalsregnskab, der blev efterfulgt af, at Kasi proklamerede, at han ville stoppe sine indbetalinger snarest. Samtidigt har feriepengesagen tilspidset sig og BIF må erkende, at klubben står dårligt i denne sag.

Det eneste der i en fodboldklub kan opveje en sådan økonomisk krise er usædvanlige gode resultater på fodboldbanen. Men på femte år i træk er det kun blevet dårligere for hver halvsæson.’

 

I begyndelsen af den netop afsluttede sæson meldte jeg ud, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi så den første konkurs i en Superligaklub.

 

Min begrundelse var bl.a., at danske fodboldvirksomheder i mange år ikke har været drevet ordentligt med respekt for soliditet og økonomisk fremdrift. De har overinvesteret og fejlinvesteret.

 

Mange fodbold-koryfæer og andre kommentatorer kunne ikke forstå min holdning. I Danmark har vi jo været vant til, at fodboldvirksomheder blev reddet af en ’rig onkel’.  Som regel i skikkelse af en ny glad klubmand/investor eller måske en gældssanering (Brøndby efter Interbank skandalen).

 

I dag har danske fodboldvirksomheder imidlertid så store økonomiske balancer, at ikke særligt mange ”rige onkler” vil og kan påtage sig forpligtelser i den størrelsesorden

 

Med andre ord kan det gå helt galt, når det går bare lidt galt…

 

Har Bjerregaard en kanin i hatten, jeg tror det ikke. Er Brøndby klar til at sælge sjælen, jeg tror det ikke, men jeg håber det for BIF og dansk fodbold.

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.