Den danske ambassadør i Kairo måtte i dag tirsdag stå skoleret for den egyptiske regering. Ambassadøren var indkaldt til møde i det egyptiske udenrigsministerium efter den nye offentliggørelse af Muhammedtegningerne.
»De danske mediers insisteren på igen at fornærme islam er uheldig, siden offentliggørelsen af karikaturtegningerne med sikkerhed har bekræftet, at sådanne skammelige handlinger kun fører til øget spænding«, siger udenrigsministeriet i Kairo, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Også sportsligt lægger Egypten afstand til Danmark. Det danske U19-landsholdet skulle i næste uge have spillet mod Egypten, men den kamp er nu aflyst på grund af tegningerne. Vicepræsidenten for den egyptiske forboldunion kalder tegningerne provokerende og siger, at de sårer muslimernes følelser.
Muligvis er der også en boykot af danske varer undervejs i Egypten. Især danske mælkeprodukter eksporteres til Egypten og Arla led store tab under den sidste Muhammedkrise i 2006. Tirsdag var flere hundrede studerende på et universitetet syd for Cairo samlet for at protestere mod tegningerne. Rektoren for universitetet førte an i demonstrationen og opfordrede til boykot af danske varer.