Bornholms Efterskole satser på mountainbike

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Bornholms Efterskole satser på den stigende interesse for Bornholm som mountainbike-ø

Bornholms Efterskole åbner ny linje fra næste skoleår. Der skal køres på mountainbike i Nordskoven.


Bornholms Efterskole har længe barslet med ideen om endnu en linje, der udnytter Bornholms enestående natur. En natur man ikke finder andre steder i Danmark og som giver muligheder for noget unikt mountainbikeløb.

“Øen knopskyder af små initiativer i forskellige retninger, hvor vi, sammen med mange andre, tror på, at en af de næste store attraktioner bliver aktivt friluftsliv som mountainbike” udtaler efterskolens forstander Rasmus Kvist.

“Vi har i flere år undervist i mountainbike på efterskolen og brugt det som en væsentlig del af skolens profil, men aldrig som en selvstændig linje”. fortsætter han.  “Vi har i forvejen engagerede lærere, som har dyrket mountainbikesporten i mange år både som hobby og som trænere i lokale klubber. Samtidig har vi lavet en aftale med Christian og Troels fra Flowteknik og Trailskipper Bornholm om at fungere som gæstelærere på linjen. Og det er et af Danmarks stærkeste teams, så det er vi selvfølgelig stolte af” udtaler han.

I forbindelse med lanceringen af den nye mountainbikeprofil vil efterskolen i dagene 10. - 12. april holde mountanbike-camp for alle interessede i den nye linje. Det vil være muligt for eventuelt kommende elever at bo på skolen og opleve efterskolelivet, snuse til forholdene, møde lærere og altså prøve de unikke forhold.

Dagene vil d. 12. april afsluttes med et mountainbikeløb arrangeret i samarbejde med Christian Juul-Andreasen og Team BHS - Almeborg. Løbet vil være åbent for alle, men man kan som besøgende elev deltage og afprøve sine evner på en mountainbike - også selvom man er nybegynder.

Løbet vil foregå med start og mål på skolens område og ruten vil primært ligge på sporet i Nordskoven - lige i skolens baghave.

Tilmelding til mountainbikecamp sker på skolens hjemmeside.

Efterskolen vil desuden udvikle og gennemføre en instruktøruddannelse, som retter sig til de mere erfarne mountainbikekørere fra hele landet. Uddannelsen skal give kompetencer til at kunne fungere som instruktør og guide på mere teknisk prægede ruter og nedkørsler. Undervisere vil igen være Christian Terry og Troels Bernth.

Hos mountainbike magasinet MTBX, tager man rigtig godt i mod denne nyhed.
Som mountainbike magasin glæder det os at høre, at der nu kommer endnu mere fokus på mountainbike. Bornholm er lidt en overset destination, når vi snakker mountainbike, så at de nu laver en MTB linje på efterskolen, kan kun være med til at sætte endnu mere fokus på mountainbike generelt, og ikke mindst Bornholm som et sted for MTB turister.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.