Børnelokker-sæsonen er over os

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Den lokale park i går. Min dreng på tre leger med vand sammen med nogle andre rollinger. De jubler og stråler af liv og glæde, mens de stæser rundt – i undertøj.

-Vi må hellere holde godt øje med dem, siger en anden mor til mig.
Jeg smiler og nikker, et øjeblik forvirret. Mener hun, at græsset bliver glat? At de kan blive forkølede?

Moren kaster et sigende blik på en enlig, ældre mand, der sidder på en bænk tæt ved. Og det går op for mig, at hun mener, at den mand er en formodet trussel.

Sidder han med hånden i lommen og laver lyssky ting? Nej. Han sidder såmænd og læser avis. Men ind imellem ser han op på de små børn, der pjasker og sjasker.

Da jeg fatter, hvad hun indikerer, bliver syrenernes tunge duft med ét kvalm i varmen. Et fint øjeblik er blevet forurenet. Men ikke af manden på bænken – af min medmors mistillid.

For SELVFØLGELIG skal vi passe på vore børn. Vi skal screene de voksne, der passer på dem, og vi skal ikke lade dem alene, så der kan ske dem noget – i det hele taget.

Men at alle mennesker der opholder sig i nærheden af legende børn er potentielle blottere, børnelokkere og pædofile, er for mig at se et udtryk for en skræk, der er kørt af sporet.

Hvorfor skal små børns kroppe seksualiseres? Og hvorfor skal mænd mistænkeliggøres alene på grundlag af deres køn? Det er jo top diskriminerende!

Det er langt fra bare i parker og på strande, ængstelsen er løbet løbsk. Helt ind i daginstitutionernes verden har angst og mistilid fat. Jeg kender mandlige pædagogmedhjælpere, der helt undlader at sidde med børn på skødet af frygt for at blive klandret for noget upassende!

I mine øjne er omsorg imidlertid umulig uden fysisk kontakt. Jeg INSISTERER på, at de voksne, der har det privilegium at passe min lille dreng, rører ved ham. Og min søn må hjertens gerne putte sig ind til pædagogerne. Også de mandlige. For jeg stoler på de mennesker, der passer på ham – gjorde jeg ikke det, så skulle jeg havde grebet ind for længe siden.

Lad os lade vores børn have det godt med deres kroppe og udfolde sig i fri leg. Kroppen er naturlig. Går vi som forældre rundt i angst for at småbørnskroppen skal provokere seksuel opstemthed hos andre voksne, er det os selv, der seksualiserer vores børn.

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.