Bølge af selvbrændere i Mellemøsten

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

(Skrevet 23. januar): I den forgange uge har ti mænd i Mellemøsten brændt sig selv til døde. De er inspireret af den 26-årige tunesiske gadehandler, Mohammed Bouazizi, som den 17. december med sit brændende selvmord satte jasmin-revolutionen i Tunesien i gang.

Onsdag døde en 25-årig ægypter efter at have antændt sig selv på taget af sit hus. Han er en af tre mænd i Ægypten, som på den måde har givet deres liv som protest. En begik sit selvmord foran regeringens hovedkvarter. Over et dusin forsøg er rapporteret i landet. Årsagerne er dårligt belyst.

Fem sager er kendt fra Algeriet og en fra Mauretanien, hvor en mand døde foran præsidentens kontor. Selvbrænding har nu bredt sig både til Golfen og til Sudan.

Sudan

Fredag antændte en 25–årig sudanesisk mand sig selv i Omdurman ved Khartoum i protest over forholdene i Darfur, efter han forlod fredagsbønnen. Han overlevede. Politisk og økonomisk utilfredshed i det nordlige Sudan har de seneste uger medført protester og sammenstød mellem politi og studenter.

Utilfredsheden over stigende priser falder sammen med folkeafstemningen i Sydsudan, der forventes at føre til en løsrivelse. Situationen i Sudan er under streng kontrol af sikkerhedsstyrker.

Saudi Arabien

Lørdag døde en mand i Saudi Arabien efter at have sat ild til sig selv. Myndighederne fortæller ikke hvorfor. Trods kongedømmets velstand plages befolkningen i Saudi Arabien med en arbejdsløshed på over 10 procent. De sociale ydelser er gavmilde, men mindre end i nabolandende Kuwait og Qatar.

Saudierne kæmper om de få jobs med bedre uddannede udlændinge. Adskillige millioner udlændinge udfører også mindre attraktivt arbejde.

Protester flere steder

Utilfredshed ulmer flere steder i regionen inspireret af udviklingen i Tunesien, men de når ikke de samme højder. Internationale nyhedsmedier rapporterer om optøjer i Algeriet, Oman, Dubai og Yemen. Urolighederne fortsætter i Tunesien trods øget politisk åbenhed, løfter om valg og fri presse. Protesterne i regionen drejer sig om jobs og manglende frihed.

Muslimske ledere og bloggere i hele regionen har fordømt selvbrændinger som en alvorlig synd (haram) imod Islam. En ægypter opfordrer på Twitter alle borgere, der elsker Ægypten, til at sende præsident Mubarak en tændstik med ordene: ”Enten brænder du mig, eller du går af”.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.