Bekymrede forældre har den seneste time kimet børnehaven Kennedygården på Nøjsomhedshedsvej 10 på Østerbro ned
50 meter derfra har to ukendte gerningsmænd tilsynaldende sprunget et solcenter i luften.
- Vi har haft bekymrede forældre i røret lige siden. De vil høre, om der er sket noget med deres børn, fortæller en pædagog fra centeret, der ikke vil fortælle sit navn.
- Børnene er ikke synderligt påvirkede. Vi hørte blot et brag, hvorefter ruderne klirrede. Derefter kom der røg i gaden. Og jeg må hellere lægge på nu, så vi kan holde telefonlinien åben for forældre, siger hun til Avisen.dk.
Bomben sprang klokken 11 i solcenteret på Nøjsomhedsvej 2, hvor hele indgangspartiet er sprængt bort. To unge maskerede mænd løb bort fra gerningsstedet. Politiet er nu ved at evakuere alle beboere i ejendommen.
En af beboerne i en lejlighed ovenover solcenteret er Marina Jakobsen, som i nat overnattede hos sin kæreste på en anden adresse, og var på vej hjem, da Nyhedsavisen fik fat i hende.
- Det er jo frygteligt og forfærdeligt at sådan noget kan ske i Danmark og så i min bolig. Jeg ryster over hele kroppen. Det er jo bare et ganske almindeligt solcenter. Nu må jeg håbe, at politiet finder ud af om det er kriminelle, siger Marina Jacobsen, der er ved at lave sin ph.d.-opgave i filosofi.