- Hvad vil du gerne være, når du bliver stor? spørger Anders Fogh Rasmussen.
- Ligesom dig, svarer lille Fillip.
Ordvekslingen finder sted i en af Venstres valgvideoer, der kan ses på partiets hjemmeside samt i reklamebannere på en lang række netaviser. Her får Fillip mulighed for at krydsforhøre landets statsminister, der blandt andet svarer på, hvem der er hans bedste ven, og om han er den hurtigste dreng i klassen.
Klippet er godkendt af drengens forældre. Alligevel falder det Red Barnets generalsekretær, Mimi Jakobsen, for brystet.
- Jeg bøjer mig naturligvis for ytringsfriheden, men jeg synes, det er usmageligt at bruge børn i valgkampen. Det uanset hvilket parti der måtte gøre det, siger hun.
Mimi: Børn skal ikke hylde en leder
Red Barnet bruger selv børn i deres kampagner, men der er en stor forskel, understreger Mimi Jakobsen:
- Et er at lade et barn fortælle om sin situation, drømme og ønsker. Men børn har nogle rettigheder - de kan ikke bruges til hvad som helst. Man bør ikke bruge dem til at fremme egne formål og hylde en leder midt i en valgkamp. Det er noget helt andet. Det gør man bare ikke, siger generalsekretæren, og opfordrer Venstre til at fjerne klippet med det samme.
V: Urimelig kritik
Venstres pressechef, Søs Marie Serup, synes, kritikken er helt urimelig:
- Børn har ytringsfrihed lige såvel som alle andre. Der er jo ikke nogen, der har ført hans ord - det var en samtale, der opstod helt tilfældigt, da vi besøgte hans forældre, siger pressechefen, der ikke har planer om at fjerne videoen, medmindre Fillips forældre ønsker det.
- Vi gør et stort nummer ud af at gøre folk opmærksomme på, hvad vi kommer med - et medrejsende mediecirkus inklusive vores eget. Og folk har alle muligheder for at sige fra. Også bagefter. Det sekund forældrene skulle ønske, at vi piller videoen af, så gør vi det. Det kan jeg garantere dig for. Så jeg mener faktisk, vi lever op til vores etiske ansvar, siger Søs Marie Serup.
Familien: En stor oplevelse
Anders Fogh Rasmussen besøgte Fillips forældre 2. november for at se deres lavenergihus i Stenløse. Både far og søn synes, det var en stor oplevelse.
- Det var alle tiders, at Fillip fik lov til at udspørge Fogh - det kom jo lige fra hjertet. Jeg kan ikke se noget problem i, at han optræder i videoen, han sidder og ser den igen hver dag og synes, det er meget spændende, siger Fillips far, Dan Christensen, der selv synes, at statsministeren leverede nogle gode svar på hele familiens spørgsmål, faktisk så gode, at han nu har vendt Dansk Folkeparti ryggen til fordel for Venstre.
Reklamen kan - sammen med Venstres øvrige valgvideoer - ses øverst på venstres hjemmeside - venstre.dk.