Naturen er yt, og byen er in.
For hvor naturen længe har været synonym med et fredeligt og uproblematisk liv, så er det nu naturen, der gør os bange. Klimaforandringer har gjort verden uforudsigelig, og derfor er storbyen pludselig blevet vores frirum.
»Det gode liv udspiller sig for mange mennesker i byen. Halvdelen af jordens befolkning lever i dag i en storby, det er her, vi mødes og ser hinanden, og det er storbyen, der nu er den største inspirationskilde i moden,« siger Ulla Skjødt, der er trend manager i Dansk Textil & Beklædning.
Og hun har researchen i orden. Modebranchen lever nemlig af at tolke tidsånden, for moden er blot et visuelt udtryk for det, der rører sig blandt mennesker. Så når de internationale trendbureauer udstikker retningslinjer, er det ikke fri fantasi, men et udtræk af vores kollektive liv, drømme og bekymringer.
Så da Bella Center i går startede den danske modeuge med et sejt trendshow, var scenen en grafisk skyline med skyskrabere. Et moderne fort, hvor man er i sikkerhed, når man er en del af byen. Og modellerne var stylet derefter.
Tøjet er skåret grafisk og i farver fra storbyen, det vil sige sort, gråt, stål og hvidt. Håret er stramt sat op og formet i faste former. Makeuppen er hårdt tegnet op med lige streger og hvidt pudder. Det handler om at udstråle kontrol og systematisering. Der er intet, der er tilfældigt mere i moden, alt er gennemtænkt og på rette sted.
Modeugen viser officielt trenden for efterår og vinter 2008/09. Det vil sige, at tøjet der bliver vist, først kan købes fra september. Men reelt bliver de hotteste trends kopieret på få uger, så storbystilen kan allerede ses i gadebilledet fra næste måned.
Farverne
Sort, alle nuancer af gråt, hvidt og gennemsigtigt. Rødt og blåt som kontrast.
Mønstrene
Striber og grafik og ellers ensfarvet.
Materialerne
Uld i alle variationer og satin. Bling og glimmer som kontrast.