12 sekunders stilhed for de ledige!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

En flok arbejdsløse holdt i går stormøde på Christiansborg for at klage over ledighedssystemets regler. Desværre blev en busfuld jyske ledige så stærkt forsinket af arbejdsmarkedets regler, at de ikke nåede at komme i dialog med beskæftigelsesministeren. Personlig fandt jeg Inger Støjberg vanvittig sexet og Latterklubben helt håbløs.

"Jeg står udenfor. Jeg har ringet på flere gange. Der sker ikke en skid."
Det kan være sin sag at trænge ind i demokratiets højborg, når man som jord-og betonarbejder Peder Bæk aldrig har været i Folketinget før, og nu artigt må vente på, at securityfolkene har tid til at lade glasdøren skyde til side. Imens ringer en medarrangører fra Bæks forening med det forkortelsestrængende navn 'Behandl os ordentlig selv om vi er arbejdsløse' (fra nu af kaldet BOOSOVEA) oppe fra Fællessalen og minder om, at debatten er i fuld gang og at bussen med de jyske ledige nu er tre kvarter forsinket, og de altså har en anelse svært ved at holde mere på beskæftigelsesminister Inger Støjberg, som skal videre til et udvalgsmøde.

Køre/hviletids-tandudtrækning
Hvis Peder Bæk er en presset mand, så kan man ikke mærke det på ham. Ting tager tid. Man må være tålmodig. Både, når det gælder om at trænge igennem som ledig og når det gælder folketingets lufthavnsagtige sikkerhedstjek OG når det gælder de såkaldte køre/hviletids-bestemmelser, som afstedkom den ulyksalige forsinkelse på motorvejen fra Jylland til hovedstaden - chaufføren havde pligt til at puttesove en halv times tid på en rasteplads.
"Det trak tænder ud," lyder Peder Bæks knastørre kommentar. Som ledig kan det let føles som om, at der konsekvent er et system, der modarbejder én, men Bæk klager ikke, og ti minutter i senere kan den gråsprængte betonmand med det milde blå blik halte ind (en operation i benet forsinker ham yderligere) til det møde, han selv har sat i værk. Støjberg er under beskydning på talerstolen. Lars, arbejdsløs cand. merc. (kandidat i erhvervsøkonomi) opfordrer ministeren til at bruge pengene på at skabe arbejde i stedet for kontrol, alt det pseudosjov, som han formulerer det.  
"Man er jo sådan set ikke en skid, hvis man ikke har et job."

En lille høj stram sag

Det ved jeg personligt alt om. Det er derfor, jeg er mødt op, udstyret med et turistkamera. Mit arbejde (ulønnet, naturligvis) er at lave en dokumentarfilm om arbejdsløshedsindustrien. Man må holde sig selv i gang, så jeg nikker, mens tilhørerne klapper og ministeren noterer. Hun har de højeste hæle i salen. Syv centimeter, vil jeg skyde på. Hun er en flot pige, efter min mening. En lille høj stram sag. Jeg agter helt seriøst at invitere hende ud på date, for ligesom at få en one on one-snak om alt det her med at være arbejdsløs. Man må overveje alle tænkelige metoder.
Hun taler om at gå hånd i hånd. At ret og pligt går hånd i hånd, forstås. Og at man skal passe meget på med ikke at generalisere, men skal huske at afbureaukratisere.
Så tripper hun ud af salen, og efterlader en spørger med åben mund og tændt mikrofon. Jeg følger efter Inger. Danmarks Radio interviewer hende udenfor. Jeg tør ikke afbryde. Det er umuligt at få øjenkontakt. En mandlig assistent eskorterer hende til næste møde.
Tænk, at jeg pludselig synes Støjberg er vildt sexet. Hun minder om en gammel rødhåret kæreste, der også var fra Vestjylland. Stine, hed hun. Det er næsten for meget at skrive, men jeg havde ærlig talt ikke set den følelse komme snigende. Jeg overbeviser mig selv om, at min uforudsete sympati er værd at tage med i betragtningerne. For når vi åbner op for hverandre, så er der håb om forandring. Jeg har nu anmodet om venskab på facebook.

Ho, ho, ha, ha, ha/ Ho, ho, ha, ha ha
I Fællessalen finder jeg manden, der ikke nåede at få stillet sit spørgsmål. Han hedder Hans Schjørmann og er næstformand i Landsforeningen for Arbejdsledige, der nu slår sig sammen med BOOSOVEA (lyder min forkortelse lidt som en form for bossanova?). Jeg kender ham fra engang, hvor jeg også lavede fjernsyn om arbejdsmarkedet og mangel på samme. Jeg havde fået Jan Thygesen Poulsen, præsident for den Internationale Latterklub i Danmark (udnævnt af den indiske Dr. Madan Kataria) til at lære de ledige at grine af deres håbløse situation. Det foregik under en pavillon på Kultorvet i København, der engang husede arbejdsløshedsformidlingen, nu om dage kaldet  Jobcentret selv om der er totalt mangel på jobs. Lidt ligesom, hvis man ikke kunne købe ind i indkøbscentret. Skørt!
Nå, men Schjørmann var den eneste, som selveste latterpræsidenten dengang ikke kunne få til så lidt som at antyde en krusning på smilebåndet.  
Ho, ho, ha, ha, ha/ Ho, ho, ha, ha ha/ Ho, ho, ha, ha, ha/ Ho, ho, ha, ha ha…
Vi andre grinede og klappede og vuggede i takt. Lige lidt hjalp det. Her, syv år tynde år efter, ved jeg at Latterklubben er håbløs, for Schjørmann hænger stadig med mulen. Den juristuddannede lediggænger ville have spurgt Støjberg om følgende:
Når det nu ikke hjælper at straffe en arbejdsledig, hvorfor bliver du så bare ved?

Kold skulder på Blå Stue

Der er i omegnen af 89 støtter med til stormødet. Der står Enhedslisten på dem alle sammen, for det er det yderste venstrefløjsparti, der har lukket dem ind. Line Barfod lover at hæve dagpengene, når de rød/grønne kommer til magten. SF’s Eigil Andersen lover, at annullere reglen om max. to års dagpenge. Socialdemokraternes Torben Hansen lover ikke noget, men vil dog gerne se kritisk på besparelserne. Til gengæld får han med egne ord knopper af udtrykket 'flere hænder'. For man skal også have hovedet med. Siger han. En ældre herre i rød rullekrave snorksover nede på bagerste række, men vågner op da Venstres Ulla Tørnæs entrer lokalet og i sin åbningstale nægter at gå direkte ned i sagsbehandlingen af en gruppe tilhørere, som kalder sig selv de 'sygdomsramte, som er kommet i klemme i systemet'. Én af dem er frisk nok til at udvandre på grund af den kolde skulder fra Tørnæs. Blå Stue, betegner han regeringen.    

Samfundets reservedæk
Nu skal Peder Bæk på talerstolen. BOOSOVEA’s formand og stormøde-initiativtager fik aldrig stillet et eneste spørgsmål, så han afrunder eftermiddagen med at bede folk om at rejse sig og holde stilhed.
"For at vise, at vi tænker på, dem der er hårdt ramt af sygdom, og dem, der har mistet deres job, og dem, der er kommet i klemme i kontanthjælpskassen."
Det gør indtryk. Selv Tørnæs står op. Vi er stille i 12 sekunder, så bliver det alligevel for begravelsesagtigt, og døde er jo hverken BOOSOVEA eller nationens arbejdsløse. Foreningen er i hastig bevægelse, ligesom som den bil, Peder Bæk ynder at bruge som allegori på samfundets ledighedsproblem.
"Når en bil kører rundt med et ekstra dæk bag i, så kalder man det et reservedæk. Jeg synes man skal kalde de arbejdsløse for en reservestyrke."
Sådan sagde han til mig, da jeg engang besøgte ham i hjembyen Skive med mit lille kamera. Jeg glemmer aldrig ordene og den enorme mængde af rundstykker, han for egne midler havde købt ind til dét foreningsmøde. Der var ganske enkelt alt, alt for mange i forhold til opbuddet af støtter. Det var fordi, Peder Bæk vidste, at der var flere på vej. Hvis man kæmper længe nok. Som nu i går, her i København, hvor hele salen sluttede med at råbe:
BEHANDL OS ORDENTLIGT! BEHANDL OS ORDENTLIGT! BEHANDL OS ORDENTLIGT!
Som et trefoldigt leve og et håb om at nogen øjner de svageste…

PS. Danmarks Radios indslag om de arbejdsløses stormøde udgik til fordel for en række, internationale nyheder.  

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.