MAN KAN godt leve et værdigt liv, selvom man er syg. Man kan godt leve et værdigt liv, selvom man er fattig eller udsat.
Men når vi tager menneskers frihed, så stjæler vi deres værdighed. Når vi umyndiggør et menneske ved at sætte vedkommende under administration i beskæftigelsessystemet, så fjerner vi noget af menneskets egen selvrespekt og noget af den grundstyrke, som er nødvendig for, at vedkommende kan bære sine lidelser og stadig være noget for sine nærmeste.
Jeg oplevede det så tydeligt, da vi lavede ”24 timer for de reformramte” fra Alternativets lokaler på Christiansborg, hvor kendte danskere, politikere og sociale aktivister læste beretninger op fra de reformramtes møde med beskæftigelsessystemet. Jeg har aldrig fået beskrevet så mange lidelser og sygdomme, som i de 24 timer, hvor vi løftede de reformramtes historier ud over kanten.
Men det slog mig fra starten, hvor lidt selvmedlidenhed de reformramte havde i forhold til deres sygdomme, deres familiemæssige savn, skaderne fra deres ulykker og så videre. Det var mennesker, der kæmpede en daglig kamp for at komme tilbage i livet. Nogle for måske at kunne være lidt for deres nærmeste. Andre for at kunne bidrage med frivilligt arbejde og andre igen for at genfinde et fodfæste på arbejdsmarkedet.
Og der var ingen klage over egen elendighed og skæbnens uretfærdighed.
MEN ÉN ting gjorde dem alle fortvivlede. Én ting kunne knække dem, gøre dem desperate og sende dem ud i håbløshed. Og det var umyndiggørelsen. Det var at komme under administration. Det var at blive frataget sin frihed og vente på afgørelser fra et system, som virkede totalt meningsløst. Et system, hvor kassetænkningen syntes at styre de afgørelser, der gjaldt deres liv og førlighed og mulighed for at komme på benene.
Derfor er kampen mod fattigdomsreformerne ikke bare en kamp mod fattigdom, sygdom og udsathed, selvom den kamp selvfølgelig skal vindes. Det er en frihedskamp. Det er en kamp for de udsatte danskeres frihedsrettigheder og dermed en kamp for retten til at leve et værdigt liv. Det handler om at bevare retten til sin frihed, hvis man bliver syg. Det handler om at bevare retten til sin frihed, hvis man er ledig.
Derfor er den sociale modstandsbevægelse for mig en frihedsbevægelse. Og deltagerne i den sociale modstandsbevægelse er frihedskæmpere.
Det kan være den gigtplagede kvinde på sin el-scooter, der, som en af de få, endnu engang er mødt op til en demonstration mod fattigdom og elendighed. Det kan være den frivillige bisidder, der går med en reformramt ned på jobcentret for at støtte og hjælpe. Det kan være pensionisten, der hjælper en reformramt gennem regeljunglen i en facebooktråd. Det er rigtigt mange forskellige mennesker, der bidrager med stort og småt og som ikke giver op og finder ro, før hullerne i velfærdssystemet er lappet og vores frihed gælder alle.
SÅDAN SER frihedskæmpere anno 2018 ud. Og hvorfor gør de det? Hvordan kan den forsamling, som står i støvregnen med bannere og skilte, mens deres repræsentanter forsøger at råbe samfundet op fra en primitiv scene være vores allesammens frihedskæmpere?
Det kan de, fordi det ligeså godt kunne være dig, de kæmpede for. Det kan de, fordi vi allesammen blot er 22 uger fra kontanthjælpen. Det er fordi, du den dag i morgen kan miste dit job eller blive syg eller komme ud for en ulykke. Og så bevæger du dig hastigt mod det kommunale tvangsregime, hvor andre bestemmer, hvornår du skal komme til møder, hvor mange jobs, du skal søge, hvor du skal bo, hvad du skal aktiveres med og hvorvidt din sygdom eller skade overhovedet skal anerkendes. Det vil gøre dig chokeret og fortvivlet at opleve, fordi den støtte, du havde regnet med efter at have betalt skat i 30 år, pludselig har form af tvang og umyndiggørelse. Fordi du går fra at være menneske og borger til at være klient.
Spørgsmålet er, om vi i fremtiden skal leve i et samfund, hvor den personlige frihed er suveræn og uomtvistelig, uanset hvem du er, eller vi i virkeligheden ser frem mod et samfund med herskere og undersåtter. Et samfund, hvor de ressourcestærke har hånd- og halsret over de ressourcesvage.
NÅR EN syg far kommer hjem til sine børn med bøjet nakke efter endnu et afslag på den førtidspension eller det fleksjob, han har tigget om, og i stedet er blevet sendt i endnu en arbejdsprøvning, fordi det er det billigste for kommunen, så kan han hverken se sig selv eller sine børn i øjnene. Så føles det bare meningsløst og håbløst. Det er sådan, man knækker mennesker. Det er sådan, man tager håbet fra mennesker. Det er den behandling, der betyder, at så mange syge og udsatte danskere får det dårligere og bliver mere syge i beskæftigelsesindustrien. Det er, når man tager deres frihed at den afgørende ydmygelse sætter ind. Er det virkelig fremtidens frihedsforståelse?
I min undren over, hvordan netop de mest liberale politikere kan finde på at tage friheden fra folk, spurgte jeg Laura Lindahl om det i forbindelse med folketingets behandling af Alternativets forslag om dagpenge uden modkrav. Jeg spurgte hende, om hun, som meget liberal politiker, ikke kunne være fristet af at give ledige opbakning i stedet for tvang. At lade ledige vise, at de godt kan, uden at være tvunget.
Hun svarede: Når jeg har en interesse i at stille krav her (overfor de ledige) så er det jo fordi, man belaster de offentlige kasser, skatteyderne ved at være ledig.
OG HER er det ikke Laura Lindahl, der er interessant. Det er den politiske udvikling hun repræsenterer fra talerstolen i Folketinget.
De betyder nemlig, at frihedsbegrebet er blevet et hersker/undersåt begreb, hvor dem, der er ledige og udsatte er sat under administration af dem, der har arbejde. Det betyder jo, at dem, der har det godt kan tage friheden fra dem, der er fattige og udsatte. Man får end ikke engang muligheden for at vise, at man gerne vil arbejde, hvis man bliver ledig. Eller bidrage på anden måde. De sociale frihedsrettigheder ophæves automatisk.
Og efter at vores markedsøkonomi blandt andet baserer sig på, at der altid er nogen der er ledige, blandt andet for at lønningerne ikke skal blive for høje, så har vores økonomiske system jo et indbygget tab af frihed for de mennesker, der er ledige. Et tab af sociale frihedsrettigheder for mennesker, der helt uforskyldt er havnet i den ledighed, systemet ikke kan undvære.
Sandheden er, at frihedsbegrebet er i opløsning. Frihedsbegrebet bliver kompromitteret, netop af dem, der kalder sig liberale. Den neoliberale økonomiske udvikling, der er blevet styrende for vores samfund gennem de seneste mange år, udvander frihedsbegrebet.
Det bliver et neoliberalt frihedsbegreb, hvor friheden følger privilegierne og pengene.
DERFOR ER dem, der kæmper for de sociale frihedsrettigheder vore dages frihedskæmpere. Derfor er den sociale modstandsbevægelse, i min optik, en frihedsbevægelse. Frihed står over lovgivning og må ikke lovgives væk. Frihed handler om værdighed og anstændighed og det står over politik.
Derfor vil jeg opfordre dig til at slutte dig til frihedskampen. På den måde du nu kan og med den stemme, du nu har. Det er også din frihed, det handler om. Og dine børn og børnebørns frihed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.