Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
TJU-BANG CHOKOLADE MAND, hvor det går derud af i det danske sommerland. Ferien står for døren, og hele familien Danmark gør sig klar til oplevelsesøkonomi på første klasse. Eller gør den? Ja, hvis vi skal tro medierne, reklamerne og rejsebureauerne. Hvis vi skal tro overklassen, Lars Løkke og Joachim B. Olsen.
Men sommerferie er desværre ikke lig med ferie, rejser og lykke for alle. Er man ramt af kontanthjælpsloftet, er sommerferie lig med skam, ydmygelse og afsavn. Der er tale om regulær desperation på bunden af det danske samfund.
Hverdagsberetninger fra fattiggården i verdens lykkeligste land tåler ikke dagens lys i Løkkes ”enhver-er-sin-egen-lykkesmed” land. For det ville undergrave den ideologiske strategi med at fattiggøre store dele af befolkningen og samtidig lægge dem for had.
MEN DE SKAL FREM, selv om de forstyrrer hyggen i sommerland. Hverdagen for titusindvis af danskere er nemlig, at der spinkes og spares, så der kan blive en smule overskud til blandt andet at gå en tur i bio, købe en is eller tage på tur i forlystelsesparken. Men så sker der et eller andet, som bogstaveligt talt vælter lokummet. Uforudsete udgifter er nemlig kun noget, fattige og gennemsnitlige lønmodtagere har. Rige har ikke uforudsete udgifter. Det er blot påregnelige krusninger, som aldrig bemærkes på kontoudskriften. For fattige derimod er uforudsete udgifter jordskælv, der smadrer alle håb og slukker lyset i tunnelen.
For når toilettet er gået i stykker, er der ingen anden vej udenom, at det skal skiftes. Alt er blevet prøvet, og det er bare færdigt og løber hele tiden. Det forstærker et massivt pres, når man hører pengene risle ud hele tiden. Et toilet er nemlig svært at undvære. Så den opsparing til en sommeroplevelse for børnene, der er skrabet sammen ved at leve af luftfrikadeller og postevand, skal nu bruges på et nyt toilet.
HELDIGVIS FINDES DER efterhånden næstehjælpere i alle afkroge af landet, der hjælper hinanden og reformramte med hverdagssolidaritet. Uden den hverdagssolidaritet ville titusindvis af reformramte være endnu mere på herrens mark, end de er i forvejen. For er der en næstehjælper, der kan hjælpe med at installere det nye toilet, så slipper den, der intet har for at betale med det, der ikke er.
Der tales om Udkantsdanmark og udkantsboligområder, men der tales aldrig om de titusindvis af udkantsmedborgere, som er blevet ramt af politikernes reform amok, fra Mette Frederiksen til Lars Løkke Rasmussen. De lever på bunden af det, som nogen stadig er frække nok til at kalde et velfærdssamfund. Det danske velfærdssamfund var en succeshistorie, fordi det skabte en høj grad af lighed og knyttede et unik bånd mellem befolkningen og staten. Men det eksisterer ikke mere. Danskerne er borgere i et brutalt klassesamfund.
JA, DER ER SGU NOGET HELT GALT i lille Danmark, når danskere skal sende nødraketter op på Facebook, som denne: ”Så slap maden op endnu engang. Så er der nogen der kan hjælpe med lidt mad og smøger?? Ved det er åndssvagt men har virkelig brug for smøgerne pga. de nedsætter min stress. At skralde er desværre ikke en mulighed.”. Politikerne skulle bombarderes med historier fra alle de reformramte hverdagsliv i helvede. Men den politiske og økonomiske elite er skide ligeglade.
Det eneste, de og de dikkende lammehaler i medierne har tilovers for fattige, syge og reformramte medborgere, er latterliggørelse, ydmygelse og stigmatisering. Venstre for velfærd betyder i virkeligheden: Længe leve klassesamfundet!
Fattigdommen er blevet så tydelig, at der deles madplaner for fattige børnefamilier på Facebook: Det er søndag, og derfor igen tid til en billig, sund og varieret madplan. Denne uge er der handlet ind for 344 kr. i Lidl, og det dækker 7 x aftensmad til 2 voksne og 2-3 mindre børn.
FATTIGGØRELSE AF DANSKERE tvinger titusindvis børn ud i en fattigdom, som bedst kendes fra fortiden og fra tredjeverdenslande: Min søn og jeg holdt børneloppemarked i dag, og han var så stolt over at have tjent 75 kr. Det er jo også mange penge, når man er fem et halvt. Bagefter skulle vi ind og handle, og der står min vidunderlige dreng og siger "jeg skal nok betale for maden mor. Det skal du ikke tænke på. Du tænker meget." Så fik mor her en klump i halsen og tårer i øjnene. Min vidunderlige dreng burde ikke tænke på de ting, men jeg kan ikke skjule for ham, at han ikke kan få det samme som hans venner. Jeg prøver ellers. At skjule det og at give ham, hvad jeg kan. Hvor jeg dog elsker min vidunderlige søn, og hvor jeg dog hader min situation.”
Hvem ville for få år siden have troet, at der skulle laves landsindsamling til fordel for fattige danskere? Hvem ville for få år siden have troet, at hjælpeorganisationer ville melde om en eksplosiv stigning i antallet af ansøgninger om hverdagshjælp. Før var der brug for sommerferiehjælp. Nu er der brug for hjælp hele året rundt. Hvis det ikke var for næstehjælperne og deres hverdagssolidaritet ville alle de reformramte, syge og fattige være på randen af græske tilstande.
DET ER ET POLITISK VALG, om der skal være fattige mennesker, familier og børn i dette rige land. Skillelinjen i dansk politisk går mellem dem, der støtter velfærdsdræberordningerne, og dem der vil afskaffe dem alle sammen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.