CENTER FOR Alternativ Samfundsanalyse og Socialpolitisk Forening har netop udgivet Social Årsrapport 2015 sammen.
Socialpolitisk Forening opsummerer rapportens hovedkonklusioner på deres hjemmeside med følgende ord:
"Samlet set peger artikler og analyser (...) på, at der sker en udhuling af den traditionelle danske socialpolitik, der har været en af samfundets grundpiller. Man ser i dag i stigende grad socialpolitik brugt som et instrument til at få folk i arbejde, hvorved hele forsørgelsestankegangen er ved at forsvinde. Dette er baggrunden for en øget utryghed."
DER ER blandt andet et bemærkelsesværdigt godt indlæg i rapporten med titlen "Socialpolitikkens to virkeligheder – et essay om beskæftigelsesrettet socialpolitik fra henholdsvis politikerens og borgerens perspektiv". Det er skrevet af Mathias Herup Nielsen, som er ekstern lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, og det rammer fuldstændigt hovedet på sømmet i sin skarpe og dækkende analyse af den ekstremt store kløft, der er mellem politikernes og borgernes forståelse af borgernes og reformernes virkelighed. Det er den bedste analyse, jeg længe har læst af de mange social- og beskæftigelsesreformer over de seneste år med inddragelse af borgernes perspektiver. Derfor vil jeg trække hans pointer frem i dette blogindlæg.
I sit indlæg refererer han blandt andet til dokumentaren om Kim Damgaard og Lolita Solsikke Christensen i DR2's program "Syge danskere i sengepraktik" den 20. oktober 2015 ved DR journalist Nils Giversen. Han beskriver fremstillingen af Kim Damgaard således:
"For Kim er det imidlertid både fysisk og mentalt stærkt belastende ikke at få tilkendt en førtidspension. Da han ved et møde får afslag på førtidspension og i stedet sendes yderligere to år i ressourceforløb, brænder hans indignation igennem fjernsynsskærmen:
»De kunne ligeså godt have sagt: ’Vi idømmer dig to års ressourceforløb’. Det var som at sidde i en retssal og blive dømt for noget, man ikke har gjort. Det væltede fuldstændigt inde i mit hoved.«
DEN TOTALE modsætning imellem det, der siges i det politiske udspil og det, der siges af Kim, er ligeså slående som den er tankevækkende. Det, der i det politiske udspil opleves som solidaritet med borgeren, opleves af borgeren selv som solidaritetens modsætning: En straf han påføres."
Herfra breder han sin opsamling ud i et større perspektiv:
"Det konkrete eksempel med Kim tjener som billede på noget, der ser ud til at være (...) [et] påfaldende generelt fænomen i det danske socialpolitiske landskab anno 2015 (...): Der er ved at åbne sig en dyb kløft i mellem på den ene side forståelsen af politikken hos de mennesker, der formulerer og retfærdiggør den og på den anden side forståelsen af politikken hos nogle af de udsatte borgere, politikken strækker sig ud efter. For vi, der følger den socialpolitiske debat er eksemplerne legio: Mens politikeren taler om førtidspensionering som ’en risiko’, opleves det af borgeren måske snarere som ’en mulighed’. Mens politikeren taler om at give borgere en ’ny chance’, opleves det af borgeren måske snarere som en ’ny plage’. Mens politiske udspil beskriver ’en tro’ på borgerens ressourcer, opleves det af borgeren måske snarere som ’en mistro’ til borgerens egen fortælling om sig selv. Og så fremdeles."
MATHIAS HERUP NIELSENS indlæg er blandt andet interessant, fordi han går bagom den sproglige strategi, som man har brugt for at retfærdiggøre og bære de mange forringelser igennem politisk. Der er over de seneste årtier gradvist sket en ændring af det socialpolitiske sprogbrug fra at fokusere på menneskelige problemer, for eksempel sygdom og handicap, til at fokusere på eller tillægge borgerne ressourcer. Det kaldes også for positivt sprogbrug. Det gælder for eksempel i kontanthjælpssystemet, førtidspensionssystemet og fleksjobsystemet. Når man forandrer de beskrivende kategorier, som borgerne forbindes med, så legitimerer man en strengere håndtering af deres hjælpebehov. At disse kategorier også er ideologisk og økonomisk funderede, forstår kun den, der er meget vågen.
Mathias Herup Nielsen skriver, at socialpolitikkens ressourceblik er gået for vidt i sin eneråden, og at mange borgere falder igennem i den politik:
"Kløften imellem den politiske diskurs og den udsatte borgers oplevelse af egen situation ser da også først og fremmest ud til at findes lige præcis der, hvor det tilgængelige – »positive« og
»ressourcebetonede« – socialpolitiske sprog, er komplet uegnet til at beskrive borgerens situation. Som tilfældet er med Kim fra udsendelsen på DR2, der med et skrantende helbred kæmper for at få en førtidspension, men i en paradoksal gestus alligevel omfavnes af et system, der, som en coach med verdens dårligste situationsfornemmelse, tror på at han kan noget og stræber efter at gøre ham til en del af fællesskabet."
DEN POSITIVE ressourcefokuserede sprogbrug er blevet brugt til at retfærdiggøre massive og urimelige nedskæringer – eller som Mathias Herup Nielsen forklarer:
"Det er oplagt, at opretholdelsen af denne kløft imellem den drivende politiske fortælling om den udsatte borger og den udsatte borgers fortælling om sig selv tjener et politisk mål: Det går en del nemmere med at retfærdiggøre disciplinerende nedskæringspolitik, hvis den retter sig imod kunnende og stærke væsener."
Hvis socialpolitikken skal komme på en bedre kurs, må vi derfor som borgere og organisationer, der repræsenterer borgerne, blive gode til at formulere den virkelighed, som vi ser og hører om. Vi må ikke automatisk overtage den politiske sprogbrug, men fastholde de ord, som vi selv og de berørte borgere mener, beskriver den sociale virkelighed og reformernes egentlige indhold og konsekvenser. Ovenstående er mit bidrag til denne sprogliggørelse.
Rapporten kan ses her.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.