Edris Qasimi er født i Afghanistan og har haft en opvækst gennem tre verdner fra Kabul over Teheran til det kolde nord. I Danmark har han de sidste 11 år været en engageret debattør om dansk politik herunder især Danmarks udenrigspolitik i Mellemøsten. Som tidligere redaktør for et studieblad på SDU, elev i Politikens kritikerskole, redaktionsassistent på TV2 og ikke mindst som nuværende researcher hos UgebrevetA4 vil Edris skrive om dansk indenrigs- og udenrigspolitik, religion, multikulturalisme og ikke mindst terror og krig.
I 17 ÅR har Christiansborg været Dansk Folkepartis egen lille legeplads, hvor det har været dem, der har bestemt, hvem man måtte lege med og hvordan. De såkaldte liberale og konservative politikere som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Bendt Bentsen og mange flere virkede nærmest impotente foran Pia Kjærsgaard. Nu ser det ud til, at de skide socialdemokrater også har tænkt sig at joine klaphatte, hundehoveder, hængerøve og de lusede amatørers klub.
Men ærlig talt har jeg aldrig for alvor frygtet Dansk Folkeparti og deres udlændingestramninger. Måske skyldes det, at jeg gennem mit liv har overlevet så barske og uretfærdige samfund, at uanset hvad DF kunne finde på, vil jeg kunne overkomme det. Men når jeg hører om Dansk Folkepartis nye mærkesag, som de efter eget udsagn vil prioritere meget højt, begynder jeg at ryste lidt i knæene.
Det er nemlig gået alle danske mediers ører forbi, og det er hellere ikke rigtig gået op for oppositionen, hvad Dansk Folkeparti egentlig mener, når de taler om paradigmeskifte i udlændingepolitikken.
NU SKAL du virkelig spidse ørene: DF mener, at man nu skal gå i gang med at genbehandle alle flygtninges asylsager og vurdere, hvorvidt deres liv stadig er i fare. Hvis man bestemmer sig for, at der f.eks er fred i deres hjemmeland, så skal de sendes retur, uanset om de har et job, uddannelse, børn der er vokset op her osv. Det er udelukkende flygtninges asylgrundlag, der skal afgøre, om man må blive i Danmark. Om du så har været her i 20 år er fuldstændig ligegyldigt.
Hvis det lykkes DF at komme igennem med sit paradigmeskifte, kommer det til at påvirke tusindvis af menneskers liv og ryste alle danske samfundslag. Nu er man ikke interesseret i at snakke om problemerne med integration. Man vil afskaffe den. Ingen skal integreres i Danmark.
Ikke alene stiller DF sig imod det store flertal i Danmark bestående af mennesker overalt i kongeriget, som i sandhed ønsker, at der bliver skabt bedre integration, men de fornægter også hele evolutionen. Modsat mange andre dyrearter har mennesket kunne overleve, fordi det har migreret og konstant har været på udgik efter at forbedre sit livsvilkår. Vores verden i dag er et resultat af, at vores forfædre har spredt sig på kloden og etablerede nye samfund. Denne proces vil aldrig stoppe. Vores livsvilkår og livsbetingelser skifter konstant, hvilket betyder, at det er fuldstændig meningsløst at holde fast i en fantasi om, at i morgen skal være nøjagtig som i går.
Personligt tror jeg, at DF én gang for alle vil skille sig af med flygtninge, så de kan koncentrere sig om den egentlige fjende nemlig kulturfolk, storbyernes akademikere, den kreative klasse og ikke mindst de kritiske sjæle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.