Blogger: Man kan ikke effektivisere medmenneskelighed
Iværksætter Jonathan Løw mener, man bruger innovation helt forkert i sundhedssystemet.

Af Jonathan Løw
SE ALLE BLOGINDLÆG

Som serie-iværksætter har jeg på mange måder været på udebane, når jeg i de senere fire har arbejdet med regioner, kommuner og offentlige sundhedsuddannelser for at forny deres tilgang til offentlig sundhed og innovation.

Jeg er vokset op i et hjem og med en vennekreds af offentligt ansatte, og derfor lå området mig på sinde. Jeg var for fire år siden overbevist om, at der måtte ligge masser af effektiviserings- og innovationsgevinster lige for, hvis man blot begyndte at gøre tingene lidt smartere. Lidt mere som i det private erhvervsliv, jeg kender så godt.

Jeg må erkende, fire år senere, at vi fuldstændig har misset agendaen, når vi taler offentlig innovation.

På den ene side er det naturligvis muligt at innovere i det offentlige. Selvfølgelig man kan effektivisere tingene. Ikke alle mennesker og dermed afdelinger er ens, og nogle vil gøre tingene lidt smartere end andre. Der findes en del lavthængende frugter at plukke derude.

Men det offentlige sundhedsvæsen kan ikke sammenlignes med den iværksætterverden, jeg kommer fra. Hvert år behandler sundhedsvæsnet flere end 72 millioner henvendelser. 90% af alle danskere er årligt i kontakt med sundhedsvæsnet, og al denne dialog og kommunikation kan man naturligvis effektivisere og innovere på. Det er givent.

Det er blot ikke kun her, man fokuserer. Hvert år skal produktiviteten også stige i det offentlige sundhedsvæsen, og med en stigning i produktiviteten menes, at vi skal blive endnu bedre til at gøre det rigtigt. Det vil altså sige, at medarbejderne skal forbedre deres kompetencer og faglighed for at kunne gøre det hele lidt mere rigtigt.

Her er vi imidlertid fremme ved det sted, hvor alle fortalerne for mere offentlig innovation og effektivisering går grundlæggende galt i byen. Jeg har arbejdet i snart tyve år med innovation i både små og store virksomheder. Jeg kender indefra, hvordan en virksomhed kan tænke nyt og udvikle sig, og jeg anerkender fuldt ud præmissen med, at faglighed spiller en væsentlig rolle.

Men da jeg for nyligt afholdt en workshop for ledelsen og medarbejderne på en større SOSU-uddannelse, spurgte jeg dem, da de for tiende gang nævnte ordet ’faglighed’ som helt centralt, om følgende:

Tror I virkelig, at jeres studerende går her på uddannelsen, fordi de vil blive verdensmestre i at arbejde med behandlingskrævende sår?

Problemet var ikke de velmenende medarbejdere på uddannelsen, men de direktiver, de havde fået oppefra. Her skriger man i disse år på faglighed, og når man taler innovation, så handler det også om at innovere rent fagligt. Altså at gøre det rigtigt og så endnu mere rigtigt.

Men det er jo for fanden ikke der, vi er udfordret folkens. Som én, der ikke er en del af systemet, men kan betragte det udefra samt igennem min familie og venner, så er der ingen, som er frustrerede over, at de ikke er blevet undervist nok i at behandle sår. Det er en vigtig viden, men den skal vi nok kunne tilegne os, hvis vi ellers har en lydhør innovationskultur på det sted, vi arbejder.

Nej, problemet er jo, at de dejlige studerende på SOSU-uddannelsen har søgt derind, fordi de gerne vil udvise omsorg for mennesker, der trænger til denne omsorg. Omsorg ikke kun forstået som sårbehandling, men omsorg forstået som på at sidde og lytte stille og roligt til et andet menneske over en kop kaffe, eller have mentalt overskud til på en værdig måde fortæller nogle pårørende, at deres elskede er alvorligt syg.

Disse opgaver kræver tid. De kræver først og fremmest tid. De handler ikke om innovation. De handler ikke om nytænkning. De handler om at gøre det rigtige. Ikke at gøre et eller andet rigtigt.

Vi uddanner mennesker, der gerne vil gøre det rigtige, til at gøre noget rigtigt. På samme tid er vi bekymrede for, om robotterne kommer og overtager nogle af vores opgaver, men det gør de jo først i det øjeblik, at vi uddanner folk til at blive robotter. Det vil sige til at gøre tingene rigtigt frem for at reflektere over, hvorvidt de nu også gør det rigtige.

De offentligt ansatte går ikke kun ned med stress, fordi de har travlt. De går også ned med stress, fordi de har travlt med ikke at gøre det rigtige. Selv hvis det lykkes at effektivisere og innovere, så de har blot lidt mindre travlt, så er det stadig tænkningen, den er gal med. Hele denne naive tro på, at man kan overføre privat innovation til offentlig omsorg.

Den langsomme kop kaffe eller skulderen at græde på kan ikke sidestilles med noget som helst af det, jeg kender fra det private og innovative erhvervsliv, hvor jeg som sagt har befundet mig de seneste 19 år. Offentlig innovation er meningsløst, hvis vi hele tiden fokuserer på, hvordan vi kan gøre flere ting rigtigt, frem for at gøre det rigtige.

Når man taler innovation, så ved man fra megen forskning, at man nogle gange er nødt til at sætte tempoet ned, for igen at kunne sætte det op. Det skyldes, at innovation kræver tilførsel af nye ressourcer, ny viden, nye perspektiver for for alvor at skabe ny udvikling og ikke afvikling.

Men menneskelig omsorg og nærhed kræver ikke, at man sætter tempoet ned, for igen at kunne sætte det op. Det kræver, at man sætter tempoet ned og så bliver dernede. Dernede hvor stresspulsen ikke banker løs, så sygeplejersken mister overblikket og ikke kan tage sig den nødvendige tid til den svære samtale, og dernede hvor SOSU-assistentens faglighed ikke kræver af hende, at hun får afrapporteret yderligere timer, før hun kan tage en kop kaffe med Fru Jensen.

Jeg ved godt, at man også i Regeringen taler om de varme hænder og om afbureaukratisering, men jeg giver ærlig talt ikke en skid for det. Det har man gjort de sidste mange år, og tempoet går kun én vej – hurtigere. Jeg tror, at det helt grundlæggende handler om, at Regeringen og mange politikere ikke aner, hvad innovation vil sige i praksis. For dem er innovation lig med at tænke nyt, og hver gang, de finder en succes case, hvor nogle mennesker mere eller mindre af sig selv har tænkt nyt, så tror de, at denne case kan kopieres til resten af landet uden problemer.
Det bliver så samtidig argumentet for, at alle kan gøre det smartere og bedre, for se blot, hvordan de gør ovre på Sygehus XXX.

Den virkelighedsopfattelse er så hamrende naiv. Det svarer til, at jeg indenfor det private erhvervsliv siger til en nystartet teknologivirksomhed, at de blot kan se, hvordan Google gør det, og så gøre det samme. Når Google kan, så kan vi også.

Selvfølgelig kan vi ikke det. Organisationer er forskellige med forskellige dynamikker. Mennesker er forskellige, og teams er forskellige. Derfor skal vi droppe al den snak om at gøre tingene rigtigt, og så finde tilbage til, hvorvidt vi gør det rigtige? Mit svar lige nu: Det gør vi i den grad ikke. Men problemet ligger ikke hos personalet. Det er politisk. Og der er brug for at sætte tempoet ned. Hvornår? NU!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Jonathan Løw

Jonathan Løw er iværksætter og har startet fire virksomheder - både i Danmark og udlandet. Han har derudover en baggrund som marketingchef, innovationschef og investeringsansvarlig. I dag driver han firmaet Listen Louder, som udbyder foredrag, workshops og rådgivning indenfor iværksætteri, innovation og PR. Jonathan vil hovedsageligt blogge om iværksætteri, innovation, disruption samt om, hvordan vi i fremtiden kan bruge entreprenant tænkning til at skabe en bedre verden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.