Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestilidsmand for 3F ´erne på Det Kongelige Teater. Han er født på vestegnen - helt nøjagtigt i Rødovre, men har boet det meste af sit liv i København.
Nicolai Bentsen er far til et barn med autisme, og én til der er lige så unormal som alle andre. Han skriver om fællesskaber og fortællinger mellem mennesker. På arbejdspladser og på fodboldstadions, men aldrig ud fra fokusgrupper. Der vil både være indlæg præget af håbløs nostalgi, samt nye udviklinger og tendenser så længe, at disse foregår i øjenhøjde. Samfundsforhold, overenskomstforhold og alle livets besværlige forhold.
DE OFFENTLIGE overenskomstforhandlinger har været sendt til tælling og genoplivet mindst et par gange.
Forligsmanden tog lidt røven på alle, og udsatte konflikten med 14 dage, stik imod både forventninger og egne formaninger. Sidenhen har den ene marathonforhandling afløst den anden.
DER ER dømt festivalstemning udenfor forligsinstitutionen. De er her fra alle dele af den offentlige sektor, og havde de ikke forskellige trøjer og veste på, ville det ikke være til at kende forskel, når der synges. Sygeplejersker, pædagoger og lærerne. De har samme forkærlighed for relativt pæne slagsange og kampråb. Tæt på musikalsk, meget inluderende. Lidt som et indslag på Ramasjang, dog helt uden fornærmelser. De hujer og klapper, men hilser hver gang pænt på Ziegler og byder arbejdsgivernes repræsentanter på gratis kaffe.
De er meget ordentlige og meget langt fra den opførsel, jeg husker fra mine første jomfrublokader og faglige aktioner. Det foregik helt ærligt knap så politisk korrekt, da jeg lærte at skælde skurebrækkere og politikere ud i de tidlige 90'ere. Det var sammen med murerarbejdsmænd og stilladsarbejdere. De er her i øvrigt også fra tid til anden, og de er ikke de eneste privatansatte, som kigger forbi. Busser fra jylland holder ind. Ikke for at besøge Amalienborg. Men for at være med. Det giver ekstra energi! Faggrænserne og forskellene – også de regionale - virker næsten udvisket.
ALLE BIDRAGER med det, som de kan bedst. Respekten for hinandens meget forskellige faglige traditioner er udtalt. Derfor virker det inkluderende og bærer hele tiden nye overraskelser frem. Hvem skulle tro, at konfliktens sejeste og mest benhårde korleder og cheerleadermotherfucker kom fra DJØF (!) Jeg har personligt aldrig oplevet et så bredt og så stærkt et sammenhold før. Jeg er næppe alene om den følelse, og jeg tænker, at vi på den anden side af konflikten, kan bruge det til langt mere. Først og fremmest til at gøre den offentlige sektor bedre for danskerne. Hvilken ledelse og hvilken politisk styring. Det er på tide, vi begynder at blande os. Og jeg tror, politikerne gør klogt i at lytte. I skrivende stund syntes konflikten dog tættere på end nogensinde. Statens forhandlinger er så godt som strandede, og et sidste forsøg gøres nu på kommunerne og regionenernes områder.
Hvordan kom det dertil? Jeg har arbejdet i den offentlige sektor i snart 20 år og forhandlet overenskomster i mere end 15 år. På et praktisk plan og i et historisk perspektiv, giver det nærmest ingen mening. Medgivet - mit udgangspunkt er som lønmodtager. Men det er jo ikke fordi, fagbevægelsens krav minder om det mest urimelige æblerov i solsikkelunden. Har kravene virkelig været så ublu og useriøse, at de på forhånd var så besværlige og urealistiske at imødekomme? Lad os lige genopfriske dem. Vi ønsker en lønudvikling, der indeholder en reel lønforbedring. Akkurat som de privatansatte forventer. Vi kræver, at lærerne får en forhandlet arbejdstidsaftale. Præcis ligesom alle andre overenskomstdækkede offentligt ansatte har. Endelig kræves det, at visse grupper får en betalt frokost. Præcis ligesom de altid har haft! Økonomisk set går det så godt i Danmark, at vi snart skal finde nye måder at sige det på. Seneste nye rekord er, at vi nu har det højeste antal lønmodtagere nogensinde beskæftiget i den private sektor. Finanserne har længe været bundsolide og konkurrenceevnen fremragende.
Lønmodtagernes krav fremstår i dette lys både overkommelige og rimelige. Det ville faktisk være nemmere, at blive overrasket over playlisten til en Rolling Stones-koncert, end det ville være at køre disse forhandlinger i grøften. Når det alligevel er sket, og vi nu står ved kanten af en storlockout med formodentlig stærkt negative konsekvenser, må det i høj grad skyldes arbejdsgivernes forhandlingstaktik. For det første har man helt overordnet haft svært ved at afvige fra kriseretoriken. Forestillingen om, at den offentlige sektor skal køres på pumperne og under et konstant økonomisk pres har været så indgroet hos politikerne og deres embedsapparat de senere år, at de tilsyneladende har svært ved at forlade tankengangen, selv når det faktisk er en mulighed.
IDEEN OM, at forringelser på medarbejdernes arbejdsvilkår kan bruges til finansiering af andre politiske udspil, præger åbenlyst viljen til pragmatiske forhandlinger. Arbejdsgivernes drejebog har fra starten af handlet om, at der ikke skulle gives ved dørene. Tværtimod skulle der påføres flere forringelser i overenskomsterne. Samtidigt undervurderede man fagbevægelsens musketered. Lærerne skulle udstilles som de besværlige typer, men meget tyder nu på, at det er statens område og chefforhandler Sophie Løhde der sidder tilbage med sorteper! For angiveligt har der været skred i forhandlingerne i regionerne og hos kommunerne. Og formodentlig er det ikke længere et spørgsmål om, at de øvrige fagforbund må lave aftaler uden at spørge lærerne om lov. Men nærmere et særdeles tvivlsomt et af slagsen, om KL og regionerne må lave aftaler overhovedet? Det helt store pres hviler nu på Sophie Løhde, og mon ikke det er billigere for Danmark, at chefen for moderniseringsstyrelsen ikke får sin bonus udbetalt. Den bonus han er stillet i udsigt hvis han ”....sikre en økonomisk smal ramme” ved igangværende overenskomstfornyelse. Drop det. Lad os nu få en aftale. En løsning for alle!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.