I DEN FORGANGNE UGE har der været stor opmærksomhed på beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune og især Jobcenter Lærkevej. Det er et jobcenter, der er i kontakt med nogle af de mest syge mennesker i Københavns Kommune med varigt nedsat eller fuldstændigt ikke-eksisterende arbejdsevne.
Jeg har allerede i mit blogindlæg den 7. juli skrevet lidt om målstyringen af førtidspensioner i kommunen og dens iskolde besparelsespolitik med hensyn til tilkendelser heraf. Andre som for eksempel projektleder og socialfaglig konsulent Lene Romer Halby har også på det seneste skrevet om kommunens forvaltningskultur, og Information, TV2 Lorry og Avisen.dk har bidraget til oplysning af forholdene.
Samtidig er forvaltningen af Københavns Kommunes beskæftigelses- og socialpolitik blevet et prisme på, hvad der er galt med systemets behandling af syge mennesker rigtig mange steder i landet. Derfor følger mange berørte borgere, pårørende, læger, patientforeninger, handicaporganisationer, politikere mv. rundt omkring i Danmark med i processen og håber, at den kan blive en løftestang for at ændre retstilstanden for de syge i kommunerne mere generelt til det bedre. Mange håber også, at processen kan presse forligskredsen bag de forskellige social- og beskæftigelsesreformer til at ændre reformerne - og i første omgang reformen af førtidspension og fleksjob - i en mere human retning.
I MANDAGS var den alvorligt syge, 63-årige Vladimia Kristensen med utallige alvorlige diagnoser og tyve år bag sig som syg kontanthjælpsmodtager i arbejdsprøvninger til møde i rehabiliteringsteamet om sin sag. Hendes alvorlige sag er allerede beskrevet i en række medier. Hun har adskillige lægeattester, som dokumenterer alvorlig sygdom og invaliditet og lægger op til den klare konklusion, at hendes sag er åbenlys: Hun burde for længst have fået tilkendt førtidspension.
På grund af en af de utallige sygdomme og lidelser, resultatet af en tidligere brækket ryg, kan hun ikke holde til at sidde op. Hun havde via sin bisidder spurgt, om ikke mødet kunne foregå i hendes hjem, så hun kunne ligge i sin seng. Det havde man afvist, men man havde tilbudt hende adgang til en sofa under mødet. Sikken generøsitet, ikke sandt?
Mens denne kvindes tyve år lange, af kommunen forhalede, sag skulle for rehabiliteringsteamet, afholdt Facebookgrupperne Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne en demonstration foran jobcentret til støtte for kvinden og de utallige andre syge borgere, som også udsættes for ulovligheder og umenneskelig behandling her.
UNDER DEMONSTRATIONEN kom en af talerne, næstformand for Socialpædagogisk Landsforbund Jan Hoby, med en krads beskrivelse af forvaltningskulturen på dette af syge københavnere forhadte jobcenter. Beskrivelsen blev efterfølgende hevet ud af sammenhængen og kritiseret sønder og sammen af beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R), som også var til stede ved demonstrationen.
Helt uden at lytte til de tilstedeværendes frustrationer over ulovlig og nedværdigende behandling og uden at nævne den svært syge hovedperson for demonstrationen, stod hun og udskammede de syge borgere, som hun faktisk er ansat til at tjene. Det var svært at tro sine egne ører, da hun skamløst og uden situationsfornemmelse forsøgte at gøre jobcentermedarbejderne og sig selv til ofre for en ubehagelig retorik, mens hun udskammede disse syge mennesker og andre fremmødte repræsentanter for de syge såsom Jan Hoby.
Vi taler om folk, der har akkumuleret så mange uretfærdigheder fra systemets side, at de færreste raske mennesker vil være bekendt med omfanget og hvad det kan gøre ved mennesker at blive uretfærdigt behandlet i årevis eller endda årtier. Vreden er berettiget, og den bliver ikke mindre af, at den øverst ansvarlige fuldstændigt fralægger sig ansvaret og i stedet manipulerer med ansvarsfordelingen her, så de syge (repræsenteret ved Jan Hoby) pludselig bliver de skyldige, selvom de rent faktisk er ofre for forvaltningen. Det er dårlig lederstil og kun med til at optrappe konflikten og vreden, at hun ikke hører på demonstranterne.
Jan Hoby sagde ifølge Avisen.dk blandt andet sådan til demonstrationen:
"De [medarbejderne, red.] er socialiseret ind i det brutale system, som politikere har skabt gennem reformer. De har et ansvar. Det er ikke sådan, at du kan stå inde ved gasovnen i Auschwitz og sige: jeg er bare almindelig administrativ medarbejder."
Og i Avisen.dk uddybede han det således:
"Min pointe er, at den inhumane sagsmishandling, hvor folk parkeres på ressourceforløb i årevis, der er det godt nok politikerne, som har vedtaget det, men man kan ikke fratage den enkelte sagsbehandler for ansvar. (...) Hvis du ser nogen mennesker blive krænket, tævet og få ødelagt deres liv uden at reagere, så er det egentlig ligemeget, hvad situationen er. Det er et hårdt, men nødvendigt billede. Auschwitz var bare et eksempel på, at her var der nogle mennesker, som opfattede, at de blot havde en administrativ funktion og bare gjorde, hvad de fik besked på."
Efter demonstrationen har også formand for FOA Dennis Kristensen og formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau lagt afstand til Jan Hobys beskrivelse.
DET ER IKKE SVÆRT AT SE, at Anna Mee Allerslevs (og flere andres) fokus på "den grimme sammenligning" er et forsøg på at aflede offentlighedens og mediernes opmærksomhed fra den barske alvor og de groft ulovlige forhold, som foregår under hendes forvaltning og har gjort det længe.
Men kan man tale smukt om en grim virkelighed?
Er det virkelig mere uhyrligt at bruge provokerende formuleringer om en uhyrlig sandhed end det forhold, AT forvaltningen på Jobcenter Lærkevej efter reformen af førtidspension og øvrige social- og beskæftigelsespolitiske reformer i mange tilfælde ER ulovlig, umenneskelig og uhyrlig?
Forvaltningen på Lærkevej er ulovlig, fordi man ofte ikke overholder Forvaltningsloven og Retssikkerhedsloven.
Den er ulovlig, fordi man selv bestemmer i Københavns Kommune, at førtidspension kun kan gives til terminalpatienter, selvom det ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.
Den er ulovlig, fordi mange andre lignende, absurde afgørelser træffes - for eksempel endeløse arbejdsprøvninger eller ressourceforløb, før en visitation gives til fleksjob, og ressourceforløb, der afsluttes med at sætte kronisk syge borgere med varigt nedsat arbejdsevne på kontanthjælp eller selvforsørgelse, selvom det jf. en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen er ulovligt.
Den er umenneskelig, fordi kommunens medarbejdere presser alvorligt syge borgere ud i arbejdsprøvninger og "ressourceforløb" i ti og tyve år uden konklusion. Det skader deres helbred og nedbryder dem år efter år.
Det er umenneskeligt og uhyrligt, at man på Jobcenter Lærkevej ignorerer mange af klienternes helbredsattester. Sygdom elimineres fra ligningen, og syge presses til endeløse "arbejdsprøvninger" - det er da uværdigt.
Det er utilstedeligt, at syge danskere skal udsættes for sådan en ulovlig behandling og mishandling. Og det er alle disse uhyrligheder, Jan Hoby adresserer her - med direkte udgangspunkt i Vladimira Kristensens uhyggelige sag.
SELVOM BESKÆFTIGELSESBORGMESTER Anna Mee Allerslev naturligvis har det største ansvar som det bypolitiske overhoved for forvaltningen, så ville borgere ikke blive så dårligt behandlet, hvis den adm. direktør for forvaltningen Bjarne Winge og medarbejderne eller nogle af dem sagde fra over for ulovlig og umenneskelig forvaltning.
Hvis man har læst Hannah Arendts bog "Eichmann i Jerusalem" eller Zygmunt Baumans bog "Modernitet og Holocaust", så vil man forstå, hvad Hoby sigter til.
De skriver begge to, at undertrykkelsen af jøder med flere under holocaust blandt andet foregik i kraft af samfundsstrukturer og systemer. Det var den indre rationalitet i systemerne, som førte til marginalisering og undertrykkelse af bestemte befolkningsgrupper - og flertallets manglende vilje til at gribe ind i undertrykkelsen.
Hannah Arendts tanker handlede blandt andet om den enkeltes personlige ansvar for at forholde sig tænkende og individuelt til systemernes forventninger til dem og at fastholde et moralsk ansvar over for medmennesket, selvom det kunne have en pris for den enkelte at sige fra over for lederne.
Zygmunt Bauman skrev: “Det lys, som Holocaust kaster over vores viden om den bureaukratiske rationalitet, bliver først for alvor blændende, når vi forstår, i hvor høj grad selve Endlösungs idé var et resultat af den bureaukratiske kultur."
Systemets bureaukrati gjorde det let for medarbejdere at handle ondt og svært at handle godt. Sådan var det under nazisterne, og sådan er det også for jobcentermedarbejdere, der i dag sidder over for syge borgere i nød i Københavns Kommune. De har alle et personligt moralsk ansvar for at navigere mellem lovgivning, forvaltningskultur og det enkelte menneske, hvis liv de har noget af i deres hænder. Det er ikke kun jura. Det er også moral.
Jan Hobys overordnede pointe er på sin plads. Men hans formulering blev faktuelt upræcis, hvilket måske forvrænger hans intention med udsagnet og kan krænke folk, der har erfaret jødeudryddelsen. Der var ikke gasovne i Auschwitz, men gaskamre. Og der var ovne, der brændte de døde. De, der bemandede disse gaskamre, var ikke nazisterne selv, men kz-fanger. Disse fanger havde valget mellem at blive Sonderkommando eller selv at dø. Det var altså tvangsarbejde og ikke helt den administrative funktion, som, jeg tror, Jan Hobys egentlige pointe var at adressere.
Hvor meget eller lidt indflydelse, sagsbehandlere på Jobcenter Lærkevej har på forholdene, kan selvfølgelig altid diskuteres; og der er ingen tvivl om, at den allerstørste magt ligger på de politiske niveauer.
DERFOR ER DET OGSÅ DET ALLERVIGTIGSTE og primære i den kommende proces imod den grimme forvaltningskultur i Københavns Kommune at fokusere på den og få igangsat en gennemgribende oprydning af de i mange tilfælde lovløse og uværdige tilstande, der hersker i jobcentrets behandling af de syge borgere.
Og politikerne med ansvar for forvaltningen bør føle sig for gode til at misbruge Hobys lidt kradse og upræcise enkeltformulering til at aflede debatten fra deres indiskutable ansvar for borgerne og for at stille menneskelige og rimelige arbejdsvilkår til rådighed for jobcentermedarbejderne.
Den grimme forvaltningskultur skal italesættes og forholdene frem i lyset.
Der skal flere midler til, så sagsmedarbejderne ikke skal have fire gange så mange sager som anbefalet af Socialrådgiverforeningen. Ingen medarbejder kan arbejde fire gange så hurtigt som anbefalet uden at svigte borgerne.
Jeg mener også, at beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev og den adm. direktør for beskæftigelseaforvaltningen Bjarne Winge bør gå af, og at nye og mere sociale kræfter må træde til.
Og så skal man altså begynde at følge både Forvaltningsloven, Retssikkerhedsloven og de forskellige reformlove på en måde, så man får vendt fokus til reelt at lytte til, respektere og hjælpe borgere frem for at nedbryde dem. Uklarheder i loven skal fortolkes i borgerens favør frem for, som man gør i København, at fortolke i systemets og kommunens egen økonomiske favør.
HVIS SANDHEDEN er grim, så er man nødt til at tale om, at den er grim. Derfor synes jeg faktisk, at Jan Hobys sammenligning var og er helt på sin plads.
Uden at vedgå sig den grimme og onde virkelighed ved navn, bliver det svært at forsvare de syge imod den mishandling, som, der er mange vidner på, foregår i Københavns Kommunes beskæftigelsesforvaltning og understøttes af socialforvaltningen.
Jeg synes, det er mere uhyrligt og utilstedeligt at kritisere og udskamme den, der sætter ord på uhyrlighederne, end at kalde virkeligheden ved navn. Jobcenter Lærkevej er åbenbart for de fleste berørte borgere et helvede, og det skal adresseres, hvis man skal komme videre ad retfærdighedens vej.
Nu må Anna Mee Allerslev og resten af Beskæftigelsesudvalget i Borgerrepræsentationen tage ansvaret på sig for at ændre forvaltningskursen, så borgerne sikres deres ret. Det er DET, vi bør tale om. Og derfor er det forvaltningen, der bør fange vores opmærksomhed - ikke Anna Mees personlige synspunkter om, at det er ubehageligt at høre på grimme sammenligninger, der tvinger hende og medierne til at se virkeligheden i øjnene.
Bloggen er opdatereret 20-07-17 14:31 med diverse præciseringer.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.