JEG BLIVER ALTID GLAD, når jeg ser eller hører mennesker rundt omkring i vort land, der forsvarer sårbare menneskers ret til at være her og deltage i samfundet.
Omvendt bliver jeg ked af det og vred, når jeg igen og igen møder medier med magtfuldkomne redaktører, som ikke vil lade relevant kritik om behandlingen af udsatte grupper i vores samfund komme frem.
Dem er der mange af. Jeg har allerede i årenes løb kommenteret en del af mediedækningen af de kæmpestore forringelser af rettighederne for mennesker med kroniske lidelser eller andre funktionsnedsættelser – det gælder blandt andet reformer af førtidspension og fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, klagesystemet på social- og beskæftigelsesområdet og refusionssystemet for overførselsindkomster.
DET ER FOR EKSEMPEL ikke længe siden, at ansvarshavende chefredaktør fra JydskeVestkysten, Peter Orry, anvendte udtrykket ”den sociale massegrav” i en leder med distance til kritikerne af de nævnte reformer. Det gjorde han 14. november – se, hvad jeg skrev om den på Avisen.dk.
Ansvarshavende chefredaktør af Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, skrev noget lignende i en leder 3. juli 2012.
Han hilste her aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob, som netop var indgået, velkommen, idet han tog afstand fra den kritik, som blandt andre et massivt antal handicaporganisationer var kommet med.
Han påstod, at denne reform ”… ikke [er] udtryk for social nedskæring, men for omsorg for de svageste i de nye generationer. De skal flyttes fra total passivitet til fleksjob …” Og han benyttede det ordforråd om ”parkering” på offentlige ydelser og reformen som udtryk for, at man henter mennesker ind i ”fællesskabet”, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) iscenesatte reformen ved at bruge.
Han skrev også: ”Stod en borgerlig regering i spidsen for det, ville den blive mødt med beskyldninger om, at selv små besparelser som nu på førtidspension og fleksjob skaber en social massegrav.”
Chefredaktøren mente åbenbart, at forringelserne i reformen var ”små” og udtryk for ”omsorg”.
I 2012 VAR DET NÆSTEN umuligt at få taleret i Kristeligt Dagblad og i de fleste øvrige landsdækkende medier om den manipulation, hvormed Mette Frederiksen italesatte denne reform. Umuligt at få taleret om, hvor grove forringelser den betød af syge menneskers rettigheder til social sikring og til at deltage ligeværdigt på arbejdsmarkedet. For reformpolitikken har jo nogle ofre.
De efterfølgende seks års reform-amok og økonomiforringelser i både kommuner og regioner har vist, at der sandelig var tale om alvorlige forringelser. Og syge mennesker rammes fortsat af den ene forringelse efter den anden efter salamimetoden, og det er fortsat relativt svært for dem at komme igennem med vidnesbyrd fra reformernes virkelighed.
DET ER OPLAGT at associere fra begrebet ”den sociale massegrav” til de endeløse sager om alvorligt syge mennesker, som efter implementeringen af reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 er blevet parkeret i ressourceforløb i op til fem år.
For mange af dem på trods af helbredsattester, der præciserer tilstedeværelsen af mange nok så alvorlige diagnoser og ingen eller tilnærmelsesvist ingen funktionsevne. For nogle af dem endda også på trods af lægers advarsler om, at ressourceforløb er kontraindiceret, det vil sige helbredsskadende eller direkte livstruende. Retssikkerhed er der ikke meget af.
Nordjyske har tilbage i 2016 dokumenteret, at mindst 65 borgere indtil dette tidspunkt var afgået ved døden, mens de havde været i ressourceforløb (Nordjyske 9. maj 2016). Flere døde er tilkommet siden.
Herforuden er et titusindtal af mennesker blevet sat i et limbo, hvor de i årevis skal vente på systemets afklaring af deres sager. Og så er der utroligt mange andre uretfærdige forringelser i dén reform og i de mange andre efterfølgende reformer – jeg har allerede skrevet meget om dem i bogantologien ”Et liv i andres hænder” (2014) og i et større antal artikler.
DERFOR HAVDE BJERAGER ikke ret, når han afviste, at reformen af førtidspension ville føre til en social massegrav. Det har den tværtimod gjort – og gør i mere bogstavelig forstand, end mange har forestillingsevne nok til at forstå.
De ukritiske medier, heriblandt hans egen avis, bærer et stort medansvar for, at det overhovedet er kommet så vidt.
Der er hårdt brug for politiske lempelser af de i mange henseender uværdige bestemmelser i lovgivningen og for retssikkerhed i det kommunale system. Det kræver en kritisk presse.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.