Blogger fem år efter førtidsreform: Ting burde være ændret for længst
BLOG - Førtidspensionsreformen kan I dag fejre fem års jubilæum. Blogger Claus Jansson gør status.
Blog

Af Claus Jansson
Se alle blogindlæg

Om Claus Jansson

Claus Jansson er en af de mange, som på egen krop har oplevet beskæftigelsessystemet indefra. Siden han i 2005 blev ramt af en arbejdsulykke har han kæmpet på kanten af arbejdsmarked med skiftende ansættelser i fleksjob siden 2006. Trods tre arbejdsulykker i sin karriere insisterer Claus på retten til en plads på det rummelige arbejdsmarked.

Hans spidskompetencer er opstået som direkte resultat af hårdt tjente erfaringer, som en blandt mange reformramte. Han erkender at kampen mod den stigende ulighed er en af vores tids vigtigste opgaver. Og løsningen ligger i det fælles medansvar.

Claus har taget sine praktiske erfaringer med sig i sin fleksjobansættelse på Christiansborg, hvor han er politisk assistent på social- og beskæftigelsesområdet for Alternativet. Claus bruger parlamentarisk aktivisme til at påvirke den offentlige mening.

 

DEN 19. DECEMBER ER en mærkedag og ikke mindst et jubilæum. For på denne dato er det præcist 5 år siden, at reformen af fleksjob og førtidspension blev stemt igennem ved 3. behandlingen i Folketinget af forligskredsen bestående af S-SF-R-V-K og LA.

Med Folketingets vedtagelse af L53-2012 vil nogle mene, at det sociale sikkerhedsnet blev forringet, hvor andre vil mene, at social- og beskæftigelsesindsatsen blev styrket. Igen andre vil nok mene, at bureaukratiet og kontroltyranniet vandt, mens tillid og nødstedte borgeres rettigheder tabte.

Men helt så simpelt er det ikke. Loven er meget kompleks og rammer en lang række af lovgivningsområder og grupper af borgere, og effekterne er langt fra entydige – det er dermed svært at konkludere entydigt på de komplekse problemstillinger.

DET SKREVET, SÅ STÅR nogle ting mejslet i sten efter de første fem år med reformen – ting som burde være blevet ændret for længst, da det har særdeles negative konsekvenser for dem af vores medmennesker, som det vedrører.

Ressourceforløb blev indført med loven og havde som intention at skabe et tilbud til borgerne, som gik på tværs af de mange forvaltninger. En løsning der skulle nedbryde barrierer og skabe en hidtil uset sammenhæng i tilbud og indsatsen for den enkelte borger. En såkaldt ”helhedsorienteret og tværfaglig indsats”.

RESSOURCEFORLØBENE BLEV primært indført for at tilgodese ”unge psykisk sårbare”, så også de fremadrettet kunne opnå et liv, hvor de kunne udleve deres drømme og håb frem for at ende med at få tilkendt en førtidspension i en meget tidlig alder. For at forhindre det som blev og bliver kaldt ”et liv på passiv forsørgelse”.

Lad mig indledningsvis slå fast, at der er absolut intet passivt i at være syg eller handicappet uanset forsørgelsesgrundlaget, for livet byder på andre og mere komplekse udfordringer for den enkelte – end blot evt. udfordringer med beskæftigelse.

Udviklingen i antallet af (ikke afsluttede) tildelte ressourceforløb er siden december 2012 frem imod september 2017 gået fra 2.058 til 20.732, hvor der i samme periode er afsluttet 1.510 forløb.

Et ressourceforløb tildeles som udgangspunkt for en periode på maksimalt fem år, men kan forlænges med forløb af yderligere fem års varighed.

Langt hovedparten af ressourceforløb ender med tilkendelse af førtidspension, hvilket de facto gør at ressourceforløb blot bliver at betragte som en pause i sagsbehandlingen af en førtidspension. En midlertidig og meget lang pause, hvor borgeren bliver udsat for unødig sagsbehandling, der ofte er med til at komplicere såvel borgerens helbred samt beskæftigelsesmuligheder.

DET LIGGER DER DESVÆRRE også en økonomisk gevinst i for landets kommuner, idet en borger på ressourceforløbsydelse modtager en ydelse, som er langt under f.eks. en førtidspension. Det kan med andre ord ”betale sig for kommunerne at spekulere i lange sagsbehandlingstider”, når det kommer til ressourceforløb. Det gør sig desværre også gældende for alle andre indsatser, hvor mennesker med handicap, kroniske lidelser eller komplekse sygdomme i kommunale tilbud modtager f.eks. en ydelse svarende til kontanthjælp eller integrationsydelse.

De ressourceforløb hvor borgeren inddrages og tilbuddet er skræddersyet til borgerens behov kan med den rette fokus og opfølgning blive en succes – for alle. Også hvor det kommer til at give unge psykisk sårbare den håndholdte indsats, som der skal til, for at de kan udleve deres drømme og håb.

Men det fordrer, at tilbuddet er frivilligt, relevant og at man desuden husker de tre parametre for succes: relationer, kontinuitet og fleksibilitet.

Når de 7-8 % afsluttede ressourceforløb hovedsageligt ender med tilkendelse af førtidspension, så er der god grund til at revurdere ikke kun effekten af indsatserne men også visiteringen til ordningen. Et ressourceforløb i sin nuværende tiltænkte form, må aldrig blive til blot en yderligere periode med sagsbehandling og en kommunal økonomisk besparelse.

De faresignaler som forligskredsen i særlig omfang bør agere på, er den høje grad af selvforsørgelse, som ressourceforløbene ender i. Selvforsørgelse betyder på dansk, at borgerens ressourceforløb afsluttes uden at borgeren har udsigt til en offentlig ydelse. Altså at borgeren ingen indtægt har. Selv 12 måneder efter, at borgernes ressourceforløb er afsluttet, befinder en alarmerende stor gruppe af borgere sig i en situation, hvor de lever uden egen indtægt.

Og hertil skal lægges at ressourceforløbene trods sine intentioner om at være en ”tidlig indsats” i praksis er en indsats som tilbydes, når ”alle andre tiltag har været afprøvet”. Vi ser mennesker, som har været i 10-15-20 ja endda 25 år i det offentlige beskæftigelsessystem på kontanthjælpssatser blive tilbudt et ressourceforløb og afsluttet til selvforsørgelse. Hovedparten af disse mennesker kommer fra kontanthjælpssystemets ”aktivitets-parate” og har meget komplekse problemstillinger, der udgør andet og mere end blot manglende beskæftigelse eller uddannelse.

RESSOURCEFORLØBENE FEJLER idet der ingen retssikkerhed findes for det afsluttende forløb. Her burde man tage ved lære af erfaringerne fra sundhedsområdet og indtænke f.eks. garanti for sagsbehandling (hvor lang tid må det forventes, at udredning og indsats må tage) og ikke mindst at intet ressourceforløb må afsluttes uden en endelig afklaring. Borgere, der gives et tilbud om ressourceforløb, må forventeligt være FULDT udredt og de facto må alle indsatsmuligheder være udtømte.

Således kan der kun entydigt peges på tre mulige udfald: ordinær beskæftigelse, fleksjob eller førtidspension og i yderst begrænset omfang muligheden: revalidering.

Tidligere i år kom det frem, at man fra politisk hold intet kunne sige om effekterne af tilbuddene i ressourceforløb, når det kom til social- og sundhedsindsatserne. Næsten fem år efter at reformen trådte i kraft var de eneste effekter, som man målte på: beskæftigelsesindsatserne.

Når man ikke har det fulde overblik over den tværfaglige indsats, så kan man naturligvis heller ikke konkludere, hvad der virker og ikke virker. Og dermed heller ikke sikre sig, at borgernes tilbud står mål med intentionerne for ressourceforløbene.

Dermed er man overladt til at tolke på det generelle billede, som tegner sig for borgere, der har modtaget et tilbud om ressourceforløb.

DEN TIDLIGERE BESKÆFTIGELSESMINISTER Jørn Neergaard Larsen kommenterede under et samråd på, at pressen havde valgt at bringe en artikelserie om de mange, som afgik ved døden, mens de var i ressourceforløb.

Ministeren var mildest talt ikke positivt stemt overfor mediernes dækning af emnet, fordi som han udtrykte det ”det bliver skrevet uden årsagsangivelse”. Altså at man vælger at bringe en useriøs nyhed alene ud fra en viden om antal af dødsfald uden at anvise årsagerne til dødsfaldene eller afdække evt. årsagssammenhæng.

Det kunne ministeren have en pointe i – på den anden side, så er det vel netop en ministers ansvar at afdække årsagssammenhæng. Så en beskæftigelsesminister med respekt for et så alvorligt emne ville vel straks have iværksat en undersøgelse, for netop at afdække, om der her var tale om en særlig form for øget helbredsrisiko for ofte meget syge mennesker.

En sådan undersøgelse er aldrig iværksat, blot kan vi fra statistikkerne konkludere, at der ikke fremgår at ressourceforløb afsluttes med kategorien ”dødsfald”. Den eneste kategori dødsfald kan være en del af, såfremt tallene ikke er klinisk renset herfor, er i en kategori som belejligt kaldes for ”andet” og som i perioden 4. kvartal 2013 til 4. kvartal 2016 har svinget imellem 2,6 og 6,3 % af samtlige afsluttede ressourceforløb.

Det danske sprog har fået sit helt eget nye ord som resultat af indsatserne i ressourceforløb. Det handler om ordet ”sengepraktik”, som kom på listen over nye ord i 2015,

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet brugen af sengepraktik og det problematiske menneskesyn som er forbundet hermed.

For det handler om andet og mere end blot at sende syge mennesker i jobafprøvning med en seng.

Det handler om en dybere og langt farligere politisk strømning, som tidligere bl.a. blev misbrugt til jødeforfølgelserne og dermed en politik og et menneskesyn, som vi er nødt til at italesætte.

Til trods for gentagne beskæftigelsesministres udsagn om, at et ressourceforløb ikke må forværre borgerens helbred, så ser vi mange indikatorer på, at det er netop det, som sker. Alene de årelange sagsforløb og dertil forbundet usikkerhed er nok til at påføre selv mentalt raske borgere psykiske lidelser (PTSD, angst m.v). Ofte som resultat af stressbelastende indsatser, som ikke tilgodeser deres begrænsninger (skånebehov) eller blot er indsatser, som for borgeren er umulige at honorere (umulige at indfrie).

Selv hvor det kommer til den primære målgruppe, selve intentionen for reformen: at hjælpe unge psykisk sårbare, der fejler indsatserne.

JEG HAR SELV som partsrepræsentant for en ung psykisk sårbar konstateret, hvor problematisk det er med den tværfaglige indsats imellem de kommunale forvaltningsafsnit. Siloerne som barrierer.

Jeg har sammen med en kommune og borgeren udfærdiget en indsats, hvor indsatsen efterfølgende er blevet ændret uden borgerens eller min inddragelse. Først i form at en vedholdende udfordring med at få finansieret den ellers aftalte psykoterapeutiske støtte, dernæst ved at borgeren fik afsluttet sit ressourceforløb og blev overført til en revalidering.

Til trods for borgerens SPS-støtte på uddannelsesstedet, så var de mange og unødvendige ændringer i tilbuddet, indsatsen og den massive OVERsagsbehandling fra kommunens side den direkte årsag til, at borgeren i denne måned måtte afbryde sit uddannelsesforløb. Det resulterer i bedste fald i en forlængelse af uddannelsen med et år og i værste fald til en førtidig afslutning uden færdiggørelse.

Nej, jeg ser ikke, at vi er i mål med ressourceforløbene, de tværfaglige indsatser eller at vi nærmer os intentionerne for reformen.

Udover den omtalte sagsbehandlingsgaranti, så ville en entydig finansiering af indholdet af tilbuddene i ressourceforløbene samt en ENSARTET ydelse til borgere på offentlige ydelser være helt grundlæggende nødvendige, hvis vi skal forhindre kommunal kassetænkning, samt være i stand til at efterleve det aftalte indhold i ressourceforløbene (rehabliteringsplanen).

I min verden er ressourceforløbene godt tænkt, men vil som et fly uden vinger ikke kunne lette fra jorden og aldrig blive flyvedygtigt, hvis der ikke følger de fornødne garantier og den fornødne økonomi med til indsatserne.

Der findes naturligvis en lang række af andre faktorer, som ikke er direkte forbundet med reformen, men som har en samspils-effekt. Her kunne nævnes f.eks. de tilbagevendende besparelser på det psykiatriske område m.v.

TILKENDELSER AF ANTAL FØRTIDSPENSIONER var en af de ting, som der fra politisk hold var lagt særlig vægt på at mindske i forbindelse med reformen.

Og her må man blot konstatere, at tilgangen i antal tilkendte førtidspensioner er faldet, ganske som forligskredsen bag reformen ønskede det.

Fra december 2004 frem til december 2012 lå det årlige antal tilkendelser i størrelsesorden på godt og vel 14.748 .

Selvom der allerede inden reformens vedtagelse var en tendens til et faldende antal tilkendelser, så styrtdykkede antallet i 2013 til under en halvdelen af tidligere år. Mere præcist faldt det til7.925 i 2013, for så at stige svagt igen. I år ser antallet af nye tilkendelser af førtidspension ud til at lande på samme niveau som i 2016, hvilket vil sige cirka 8.505. Altså et fald på hen ved 40 % sammenlignet med perioden før reformen.

Ændringerne i antal tilkendelser af førtidspensioner var forudsigeligt. Ikke kun fordi det må forventes at en række borgere, der tidligere var oplagte til at blive visiteret til førtidspension, nu befinder sig i ressourceforløb, men ligeledes fordi en stor andel har en begrænset arbejdsevne, som man tidligere ikke ønskede at give adgang til arbejdsmarkedet.

Siden 2004 er det samlede antal af førtidspensionister faldet fra 253.398 til november 2017 på 205.122, hvilket vil sige et fald på godt 20 %.

SIDEN LOVEN TRÅDTE i kraft er reduktionen i antallet af nye (tilgangen) kun reduceret med godt 7.000 nytilkendelser, hvorfor faldet i øvrigt skal findes i antallet af gamle (afgangen) førtidspensionister. Dette må formodes at skyldes primært overgangen til folkepension og dødsfald, da der ikke har været en væsentlig tilbagevenden af førtidspensionister til det ordinære arbejdsmarked.

Skal vi så konkludere på antallet af tilkendte førtidspensioner, så var tilgangen inden reformen rimelig stabil, afgangen var stigende pga. den stigende tilgang til folkepension, og prognoserne for nye tilkendte altså opvejet mangefold i forhold til det samlede antal af borgere med førtidspension.

I sig selv en indikator for at indgrebet i antal af førtidspensioner måske ikke var så alarmerende nødvendigt ud fra et økonomisk perspektiv alene. Det handler med andre ord om noget andet, nemlig størrelsen på arbejdsstyrken.

Det kaldes i dagligt tale for ”arbejdsudbud”. Hvor mange står der ledige i køen til de stillinger, som kan besættes på arbejdsmarkedet – uanset om der er få eller mange ledige stillinger.

Set i det lys, så kan man undres over, at forligskredsen ikke havde arbejdet målrettet på at gøre den eksisterende ordning for skånejob langt mere attraktiv og anvendelig frem for at opfinde et helt nyt beskæftigelsestilbud som ressourceforløbene. Et løft af ordningen for skånejobbere ville nemlig virke attraktivt for både eksisterende som kommende førtidspensionister og dermed ikke risikere at forlænge sagsforløbene for de borgere, som helt legitimt har behov for en førtidspension – og dermed også risikere at forværre deres helbredssituation.

ARBEJDSSTYRKEN SKULLE ØGES via ændringerne i fleksjobordningen, så selv mennesker med relativt beskeden arbejdsevne kunne opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Den intention med reformen vil jeg gerne honorere, da jeg dybest set mener, at alle skal have lov til at forfølge deres drømme og håb – også på beskæftigelsesområdet, hvor deres helbred og kompetencer tillader dette.

Det er så desværre i en del tilfælde ikke det vi har set med den nye såkaldte ”mini fleksjobordning”, hvor mennesker med ubetydelig funktionsevne skal afprøves i det uendelige, for at afdække om denne funktionsevne kan konverteres til bare nogle få minutters arbejdsevne om ugen.

Vi har set eksempler på, at borgere er sendt i jobafklaringsforløb, hvor deres samlede arbejdsevne er anslået til at være under ½ time om ugen. Vel og mærke en arbejdsevne, som sker på bekostning af deres helbred og funktionsevne, så de intet kan i deres normale dagligdag. Og det har aldrig været intentionen med loven, at en borger skal ansøge om hjælp til opgaver i hjemmet, fordi deres funktionsevne bliver ødelagt ved at omgøre den til en arbejdsevne.

Af de mange ressourceforløb som afsluttes, så ender under 10 % med at blive ansat i et fleksjob, hvilket vil sige, at ressourceforløbene ikke er målrettet til effektivt at opnå og fastholde en tilknytning på arbejdsmarkedet for mennesker med væsentligt og varigt nedsat arbejdsevne. Når kun EN ud af TI ender med fleksjobbevilling OG beskæftigelse, så er selv beskæftigelsesindsatsen isoleret set: fejlet.

Efter op til fem års indsatser i ressourceforløb; med det primære fokus på at udvikle en arbejdsevne, opnå og fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet, så er 10 % ganske enkelt ikke godt nok.

Mange af de borgere, som opnår en tilknytning til arbejdsmarkedet, må forventeligt også før indførslen af ressourceforløbene have haft tilsvarende muligheder på andre ordninger med beskæftigelsesindsatser.

Næsten dobbelt så mange, som dem der opnår tilknytning til arbejdsmarkedet med en fleksjobbevilling, ender på det som modsvarer dagpenge for ordinært ledige (kaldet ledighedsydelse og udgør enten kontanthjælpssats eller 89 % af dagpengesatsen, hvis de opfylder optjeningskravet).

I dag kan man visiteres til et fleksjob med selv en meget nedsat arbejdsevne, hvorimod man før 2013 skulle have minimum en 1/3 arbejdsevne. Udviklingen i antal af fleksjobbevillinger er steget fra 53.073 i december 2012 til 70.505 i oktober 2017.

Ledigheden blandt fleksjobbere er i tilsvarende periode faldet fra 18.293 til 16.045, hvilket må siges at være en succeshistorie, skulle det alene være udtryk for inklusion og rummeligheden på arbejdsmarkedet.

Jeg savner dog en sammenhængende undersøgelse af, hvilke konsekvenser det har haft på arbejdsmarkedet efter den nye ordning er trådt i kraft. For antallet af beskæftigede siger intet om kvaliteten eller inklusionen i øvrigt.

Vi skal huske på, at der er ændret fundamentalt i ordningen for fleksjobbere. Deres løn- og ansættelsesvilkår blev væsentligt forringet efter reformens vedtagelse, og at alle på den gamle ordning bliver automatisk omfattet af den nye ordning, hvis de skifter job eller væsentlig jobfunktion.

Det er altså fortsat her fem år senere uafklaret, hvilke konsekvenser det har haft for fleksjobbere på den gamle ordning, når de overgår til den nye – samt hvilke konsekvenser det har haft for de borgere, der har haft den mindste arbejdsevne.

Jeg vil ikke her remse alle de ændringer op, som reformen har haft på området, men blot henvise til den lange række af blogindlæg jeg har skrevet om emnet

Er man i øvrigt interesseret i substans, fakta og kritisk konsekvensanalyse, så kommer man ikke udenom de mange blogindlæg som f.eks. Lisbeth Riisager Henriksen har skrevet om emnet.

SÅ OPSUMMERINGEN FRA MIN side er, at der er plads til konstruktive og nødvendige ændringer, og der er ydermere behov for afklaring af en række problemstillinger. Jeg siger således ikke, at det er en succes eller fiasko, men nøjes med at konstatere, at vi arbejder alt for langsomt med at udbedre de mange fejl og det koster. Og det er desværre mest de udsatte borgere, som betaler prisen.

I teksten til forliget blev der skrevet ind, at reformen skulle evalueres senest i 2017, og ikke engang det har man været i stand til at honorere. Der er plads til gevaldige forbedringer også på den politiske scene.

Jeg og mange andre har i nu fem år arbejdet målrettet på, at vi fik skabt en saglig dialog med muligheder for at skabe de bedste løsninger for dem det hele omhandler: borgere med komplekse problemstillinger - ofte med handicap, kroniske lidelser og svære sygdomme, der bl.a. har medført væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne.

Nu mangler forligskredsen at honorere de mange, som har bidraget til dette arbejde, og jeg ikke kun forventer men forlanger, at evalueringen af reformen afspejler disse konstruktive og store bidrag.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.