Blodigt overfald i indkøbscenter: Politi varetægtsfængsler mand
En mand fra 1985 er torsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage efter et knivstikkeri ved indkøbscenter i Høje Taastrup onsdag. Foto: Colorbox.dk/Arkiv/Free
En mand fra 1985 er anholdt, da han mistænkes for et knivstikkeri ved et indkøbscenter i Høje Taastrup.

En mand fra 1985 er torsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage, da han er mistænkt for at have stukket en 32-årig mand ned ved et indkøbscenter i Høje Taastrup onsdag aften.

Det oplyser Lars Guldborg, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, natten til fredag.

Knivstikkeriet fandt sted onsdag omkring klokken 20.40 ved indkøbscenteret City 2 i Høje Taastrup.

Her blev den 32-årige mand stukket i låret, hvorefter han blev kørt på hospitalet.

Offeret mistede ifølge Københavns Vestegns Politi en del blod ved overfaldet, men var aldrig i livsfare.

Ifølge Lars Guldborg er der intet, der tyder på, at overfaldet har forbindelse til den verserende bandekonflikt i København og omegn.

- I øjeblikket tror vi ikke, at det er banderelateret, men blot en uenighed mellem de to der har udviklet sig, siger vagtchefen.

Den anholdte er kendt af politiet - dog for mindre lovovertrædelser.

/ritzau/