Først blev han stemt hjem af seerne, men så valgte Thomas Blachman at bruge sin vetoret til at beholde Nikolaj Nørlund som mentor i underholdningsprogrammet med samme titel.
Fredag efter fredag er mentorer blevet stemt hjem af seerne, og i aften var det Nikolaj Nørlund, der stod for skud. Han fik færrest stemmer fredag aften, da tre mentorer i princippet skulle være blevet til to.
Nikolaj Nørlund havde nemlig sin mentee i omsang mod Nikolaj Steens.
Thomas Blachman har, som ordstyrer i programmet, haft retten til at frede en enkel udstemt mentor. Den ret valgte han altså at bruge fredag aften på Nikolaj Nørlund. Men faktisk ville han gerne have fredet begge Nikolaj'er.
- Det er de to, der har forstået opgaven som mentor bedst. Så Nikolaj Steen var også blevet fredet, hvis det havde været ham, siger Blachman til Newspaq.
Thomas Blachman mener dog, at Nikolaj Nørlund er den mentor, der har gjort det bedst i programmet.
- Han har skabt de største transformationer. Han kan leve sig ind i sine mentees. Han kan neutralisere deres dårlige vaner og give dem en ny begyndelse, siger han.
Det er først nu, Blachman har gjort brug af sin vetoret, selvom han kunne have valgt at bruge den før.
- I og med jeg kun kan frede én gang, må jeg jo være selektiv med det, siger Blachman.
Da Thomas Blachman har brugt sin vetoret, er det helt sikkert, at der ryger en mentor hjem næste fredag. Om det bliver Julie Berthelsen, Nikolaj Steen, eller Nikolaj Nørlund, det er op til seerne.
Newspaq