X Factor-dommer Thomas Blachman har en klar besked til de politikere, der forleden meldte ud, at Danmarks Radio de kommende fem år skal have kniven og beskære budgettet med en femtedel:
- Politikere skal holde sig væk fra kunst. Kulturen skal ikke nødvendigvis give overskud. Brandvæsenet skal heller ikke give overskud, der er bare nogle gange, man skal ud og slukke en brand, når ånden er ved at forsvinde ud af vores samfund, siger Thomas Blachman til Ekstra Bladet.
Men DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn har allerede meldt ud, at en nedskæring af budgettet med 20 procent vil "kunne mærkes af lyttere, læsere og seere":
- Der er tale om så mange penge, at det vil få konsekvenser for nyproduceret, dansk public service, sagde hun forleden til Ritzau - uden at komme ind på, hvilke tanker hun har gjort sig:
- Vi afventer fortsat det endelige medieforlig, før vi kan konkretisere de endelige besparelser. Men vi vil forsøge at implementere besparelserne på den bedste og klogeste måde, sagde hun.
Overfor Ekstra Bladet giver Thomas Blachman udtryk for en bekymring over, hvad der kan være i vente for det danske tv-landskab:
- Det vælter ind fra udlandet med kanaler, hvis vi ikke investerer helt vildt meget i en følelse af kvalitet selv, så bliver vi overhalet. Så bliver vi smadret. Så går det hele i opløsning. Danmarks Radio er ikke bare en kulturinstitution, det er en del af en DNA og en selvforståelse igennem hele mit liv, og det må ikke ske.
Medieforliget forventes ifølge Ritzau at blive forhandlet på plads i løbet af foråret.