Af Line Hvid, Mad & Bolig, Aller Media
Mange af os husker nok komikeren Mette Horns rødvinsdrikkende figur ’Damen med de blå tænder’.
Men hvorfor er det, at rødvin kan give blå tænder? Vi har spurgt vinkyper Malene Schmidt Hertz om en forklaring samt om råd til at undgå de blå tænder.
- Blå druer indeholder farvestoffer i såvel druens skind som i kødet (pulpen, red). Vinmageren gør meget for at trække disse farvestoffer ud af druerne for bl.a. at øge og stabilisere vinens farve. Farvestofferne går i kontakt med vindrikkerens spyt og efterlader en misfarvning af tænderne, forklarer vinkyper Malene Schmidt Hertz til magasinet Mad & Bolig.
Derfor ødelægger rødvin din søvn – læs artiklen på Madogbolig.dk
Nogle får mere blå tænder end andre
Der er også en forklaring på, hvorfor nogle får mere blå tænder end andre.
Måske har du oplevet at dele en flaske vin med din veninde. Du sidder der med de blå tænder, og din venindes tænder er helt hvide. Det er fordi vores tænder påvirkes forskelligt af farvestofferne.
- Det er nogle særlige proteiner i spyttet, der gør emaljen modtagelig for farvestofferne, og vi er forskelligt disponeret for denne misfarvning afhængigt af sammensætningen af vort mundvand. Derfor kan du godt opleve, at én vindrikker får blå tænder, mens en anden går fri, siger Malene Schmidt Hertz.
Danskere drikker mere te end kaffe – læs om undersøgelsen på Isabellas.dk
Sådan undgår du blå tænder
Men der er heldigvis råd at hente, når det kommer til blå tænder. Gå efter de rigtige vine med lav garvesyre, hvis du ikke vil blive forvandlet til Damen med de blå tænder.
- Ikke alle vindruer indeholder samme mængde farvestoffer, så vil man gerne undgå misfarvning, kan druer med lav garvesyre som Gamay (bl.a. Beaujolais-vine) og/eller høj frugtsyre som Pinot Noir (bl.a. Bourgogne-vine) være gode muligheder. Da farvestofferne udfældes med tiden, kan vin med alder også være en løsning, hvis du er træt af det blå smil. Vær opmærksom på, at syren i vinen slider på dine tænders emalje, hvis du børster tænderne umiddelbart efter en vinsmagning, fortæller Malene Schmidt Hertz.
6 myter om kaffe. Læs om myterne her