Rumænien, Polen, Litauen og andre lande skal fremover have kontante fordele, hvis de lader egne statsborgere afsone i hjemlandet efter eksempelvis indbrudstogter i Danmark.
Ifølge et beslutningsforslag fra blå blok skal Danmark for eksempel betale nye fængselsafdelinger eller uddannelse af fangevogtere for de lande, der indgår afsonings-aftaler. Det skriver Jyllands-Posten.
En dansk fængselsplads koster op til 1900 kroner i døgnet, og besparelsen herfra skal finansiere forslaget.
- Vi bruger næsten en kvart milliard på at have indsatte i danske fængsler, som lige så godt kunne afsone i deres hjemlande.
- Det er dansk blødsødenhed over for nogle udenlandske kriminelle, som vi ikke skylder noget, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.
Der sidder 1100 udlændinge i danske fængsler. Mange er i varetægt, men 420 har fået en endelig dom og kan derfor principielt afsone i hjemlandet.
Udgiften til de 420 er 229 millioner kroner årligt. Heraf går 64 millioner kroner til at betale fængselsophold for andre EU-borgere.
Ifølge en EU-aftale, som otte lande p.t. har underskrevet, skal fanger kunne sendes hjem, hvis der er mindst seks måneders straf tilbage.
Men med pengene som lokkemiddel vil de borgerlige lave bilaterale aftaler, så Danmark også kan sende fanger ud, der har kortere straffe eller ikke kommer fra et EU-land.
Den konservative retsordfører, Tom Behnke, håber, at frygten for et rumænsk fængsel virker afskrækkende.
- De er fuldstændigt ligeglade med, om de bliver taget, for hvis de kommer i et dansk fængsel, er det stadig bedre end det, som de kommer fra, siger han til Jyllands-Posten.
Regeringen vil se på forslaget under de kommende forhandlinger om Kriminalforsorgens økonomi. Men Socialdemokraterne er skeptiske.
- Man skal ikke tro, at bilaterale aftaler er en hurtig løsning. Det kan tage meget lang tid at få på plads, siger retsordfører Ole Hækkerup til avisen.