Det danske ishockeytalent Oliver Bjorkstrand har fået en fin start på NHL-opholdet i Columbus Blue Jackets.
I nattens spillerunde var han med til at vinde 3-2 efter straffeslagskonkurrence på hjemmebane over Philadelphia Flyers.
Bjorkstrand forsøgte sig som fjerde mand for Columbus ved stillingen 0-0 i straffeslagskonkurrencen, men målmanden reddede hans forsøg.
I stedet scorede hans holdkammerat Boone Jenner på det femte og sidste forsøg og sikrede sejren.
Philadelphia lå ellers til sejren i den ordinære kamp. Således førte udeholdet 2-0 indtil 64 sekunder før tid.
Men først reducerede Columbus til 1-2 - også ved Boone Jenner - og bare otte sekunder før udløbet på tredje periode tvang Cam Atkinson kampen ud i forlængelse med målet til 2-2.
Hos Montreal Canadiens var Lars Eller med til at sikre en sejr på 4-3 hjemme over Anaheim Ducks, som ikke benyttede den danske målmand Frederik Andersen.
Kampen mellem Winnipeg Jets og Vancouver Canucks, som sluttede 2-0 til hjemmeholdet Jets, var potentielt et rent danskeropgør, men det blev ikke en realitet.
Hverken Jets' Nikolaj Ehlers eller Canucks' Jannik Hansen var på isen i kampen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.