En af politiets hundeførere blev onsdag bidt. Nu skulle man så tro, at det var politihunden, der havde taget en luns af sin ejer.
Men nej.
Det var istedet en bilist, der ikke syntes, det var så fedt at blive stoppet af politiet, skriver TV 2 Fyn.
- Det sker klokken 12.36. Her foretager vi en rutinemæssig standsning af en bil. Da betjenten beder manden om at stige ud af bilen, finder han åbenbart anledning til at bide betjenten i overarmen, siger vagtchef hos Fyns Politi Asbjørn Larsen til TV 2 Fyn.
Den 20-årige bilist er blevet sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.
Betjenten røg på skadestuen for at blive tjekket.
- Han skulle selvfølgelig tjekkes, for et menneskebid er faktisk noget af det giftigste, du kan blive udsat for. Men han er hundefører, så han har jo alle de relevante vacciner, siger Asbjørn Larsen til TV 2 Fyn.