En feltpræsts dagbog har chokeret Peter Skov-Jakobsen, der er biskop i Københavns Stift.
Biskoppen har tilsynspligten med alle feltpræster, og det kommer noget bag på ham, at feltpræst Victor Greve selv skriver, at han har brugt våben under en mission til Afghanistan.
"Jeg er meget forbløffet,", siger han om feltpræsten Victor Greves egne beskrivelser af, hvordan han blandt andet har deltaget i en militær-offensiv mod Taliban en lørdag i 2010.
I dagbogen beskriver Victor Greve i detaljer, hvordan han i flere tilfælde har deltaget aktivt i krigen.
En majdag i 2010 bevægede feltpræsten sig for eksempel uden for lejren og kastede med en hjemmelavet bombe bestående af et kilo sprængstof og en kort lunte.
"En feltpræst er sjælesørger for soldaterne, og han skal ikke i så meget som et tilfælde blande sig i militær-operationer," lyder den klare snak fra biskoppen.
Læs dagbogen: Jeg kaster en hjemmelavet bombe…
Bland dig udenom, præst
Tre dage efter offensiven klatrede feltpræsten sammen med en soldat op i et tårn, hvor de bevæbnede med automatgevær og håndgranater beskyttede den danske lejr under en sandstorm.
"Jeg har bedt Victor Greve om en redegørelse, der skal være færdig, før ugen er omme. Jeg har bedt ham forklare de nærmere omstændigheder i de to tilfælde, hvor han selv skriver, at han har været involveret i krigen," siger biskoppen.
Læs artikel: Dansk præst har deltaget aktivt i krig
Biskoppen vil ikke svare på, hvilke konsekvenser sagen kan få for feltpræst Victor Greve, der til daglig er sognepræst i Haderslev Stift.
Overdrivelse, selvforsvar eller kamp?
Ifølge biskoppen er Victor Greves handlinger enestående. Han mener altså ikke, at krigshandlinger er blevet fast praksis på samme måde, som særlige soldater-velsignelser har vist sig at være.
"Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at andre feltpræster har gjort noget, der kommer i nærheden af, hvad der står i dagbogen. Feltpræsten er non-kombattant (ikke-soldat, red.). Han er hverken konstabel eller officer," siger han og forsætter:
"Jeg vil vide, om Victor Greve overdriver, har brugt våbnene i selvforsvar eller om det er sandt, at han i strid med Krigens Love har deltaget aktivt i kamphandlinger."