Birgitte Hjort: Jeg har ikke behov for at være kæmpestjerne

Hun har nået Hollywood og de helt store filmstudier, men den internationale stjernestatus er ikke et must.
Birgitte Hjort Sørensen har slået sit navn fast i det store udland, men for nu vælger hun at have base i Danmark.
Birgitte Hjort Sørensen har slået sit navn fast i det store udland, men for nu vælger hun at have base i Danmark. Foto: Angela Weiss/AFP

Hun har optrådt på Broadway, spillet med i den amerikanske tv-serie "Vinyl" og landet en rolle som krigerisk "wildling" i den hypede hitserie "Game of Thrones".

Birgitte Hjort Sørensen har med hårdt arbejde og dansk stædighed banet sig vejen til Hollywood og store amerikanske produktioner, men den 35-årige dansker vil ikke være international filmstjerne for enhver pris.

Derfor har hun også for en stund trykket på pauseknappen og sat kursen mod Danmark, hvor hun netop nu er aktuel i filmen "3 Ting" og spiller over for Nikolaj Coster-Waldau.

- Jeg har nået et mætningspunkt af at rejse. Jeg har gjort det rigtig meget, og det er vildt fantastisk og sjovt, men det er også enormt rodløst. Man hører aldrig rigtig til et sted, og det var jeg træt af, siger Birgitte Hjort Sørensen.

De seneste fem år har hun knoklet på for at skabe sig et navn i det store udland, og det er i den grad lykkedes.

Solomiddage på restauranter, manuskriptlæsning på hotelværelser og utallige flyveture har dog også været en fast del af karrieren, og det har haft konsekvenser.

- Jeg har helt klart tidligere været sulten efter at se, hvor langt jeg kunne komme. Og jeg har haft det fint med i en periode at sige, at arbejdet stort set var det eneste, der fyldte, og det betyder, at jeg har haft et begrænset privatliv. Det var fint i en periode, men det er det bare ikke længere, fortæller Birgitte Hjort Sørensen.

Herhjemme har hun kæresten Kristian, sin familie og venner, og lige nu giver det mest mening for hende at være tæt på sine nærmeste, forklarer skuespillerinden.

Hun har dog overvejet, om det kan spænde ben for hendes internationale karriere og betyde glippede roller, at hun for nu har valgt at have sin havn. De tanker har den 35-årige skuespillerinde dog kunnet skubbe fra sig igen.

- Jeg er mindre bange for det nu, end jeg var for fem år siden. Jeg er ikke på nogen måde en superstjerne, men jeg er relativt etableret. Jeg har heldigvis nogle tunge projekter på mit cv, som jeg kan bære med mig nogle år endnu, siger Birgitte Hjort Sørensen og fortsætter:

- Men vigtigst af alt har jeg gjort mig den erfaring, der hedder, at det for mig ikke er for enhver pris at blive kæmpestjerne i udlandet. Fordi jeg har prøvet nogle højtprofilerede ting, som også var det, men som indimellem også var røvsyge.

Hun uddyber, at de store, internationale produktioner ofte betyder, at man er stavnsbundet til ét sted.

- Jeg skulle være til rådighed for dem og langt væk fra alle dem, jeg holder af. Og det er ikke det værd for mig, slår hun fast.

"Borgen"-skuespillerinden holder dog stadig døren åben for internationale roller, og hun håber at kunne variere mellem danske film og tv-serier og internationale produktioner, som hun hidtil har gjort.

- Jeg har aldrig lagt nogen langsigtet plan for mit arbejdsliv, det har helt klart tjent mig bedst at bevare en åben indstilling og se, hvad der kom af muligheder. Men jeg håber, at jeg kan blive ved med at veksle, fortæller hun.

"3 Ting" får premiere 18. maj. Med på rollelisten er ud over Nikolaj Coster-Waldau også Jakob Lohmann og Lærke Winther.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.