Biolog-Morten er eftertragtet bordherre: "Vi taler ikke så meget om os selv"

Biologer er meget mere populære end direktører som sidemænd til fester. - Vi taler ikke så meget om os selv, siger kendt biolog.
Til daglig er Morten D.D. Hansen naturvejleder i Mols Bjerge. Derudover er han kendt fra en række tv-programmer som fx ’Bidt af Naturen’, der har være sendt på DR. Aktuelt er han klar med den nye programserie ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’, som bliver sendt på TV2.
Til daglig er Morten D.D. Hansen naturvejleder i Mols Bjerge. Derudover er han kendt fra en række tv-programmer som fx ’Bidt af Naturen’, der har være sendt på DR. Aktuelt er han klar med den nye programserie ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’, som bliver sendt på TV2. Foto: Morten D.D.

Danskerne foretrækker biologen frem for direktøren som sidemand, når vi sætter os til bords med silden og snapsen og de lune retter til årets julefrokoster.

Det viser en rundspørge, som Wilke har lavet for Avisen.dk.

Om undersøgelsen

Wilke har spurgt 1.058 danskere om:

"Hvem ville være mest spændende at sidde ved siden af under middagen til en fest eller sammenkomst?"

Svarene fordeler sig således:

  • Skuespiller 24,6 procent.
  • Politiker 16,4.
  • Biolog 9,7.
  • Læge 6,7.
  • Skolelærer 5,9.
  • Landmand 4,8.
  • Direktør 4,6.
  • Sosu-assistent 4,3.
  • Advokat 3,6.
  • Murer 3,3.
  • Butiksansat 3,1.
  • Andet: 13,1.

Undersøgelsen er lavet for Avisen.dk 

UDVID

Biologer er undersøgelsens overraskelse som nummer 3 på listen over populære borddamer- og herrer. Kun skuespillere og politikere overgår biologerne. Direktøren er helt nede som nummer 7 over de 11 faggrupper, der er spurgt ind til.

Og der er en rigtig god grund til, at biologer er mere populære end direktører, mener Morten D.D. Hansen.

For netop på ét specielt område adskiller biologen sig fra direktøren:

- Vi taler ikke så meget om os selv. Vi taler mere om resten af verden. Vores verden er stor. Vi vil hellere tale om verden og om de hvaler eller de flagermus, som vi lige har været ude og undersøge, siger Morten D.D. Hansen.

Direktør vil ikke sidde ved siden af arbejdere

Det var iværksætteren og millionæren Martin Thorborg, der satte brand i debetten i et interview med Berlingske tidligere på året. Her sagde han:

- Jeg vil hellere sidde til bords med en minister, en erhvervsdirektør, en forsker eller en opdagelsesrejsende, end jeg vil sidde til bords med hr. og fru Danmark.

Han uddybede over for Avisen.dk:

- Der er bare større chancer for, at jeg udvikler mig, når jeg sidder sammen med nogle, der er klogere end mig selv. Jeg kan sagtens sidde og snakke med nogle, der ikke er på mit eget niveau, og det er også behageligt, men det udvikler mig bare ikke, sagde Martin Thorborg.

En del af eliten og iført gummistøvler 

Morten D.D. Hansen er ud over sin tjans som naturvejleder i Mols Bjerge også kendt fra længere rækker tv-programmer som fx ’Bidt af Naturen’, der har være sendt på DR.

Aktuelt er han klar med den nye programserie ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’, som bliver sendt på TV2. Her skal han sammen med blandt andre Sebastian Klein finde sjældne dyrearter i det danske.

Netop fordi, han har muligheden for at vade direkte ind i stuerne hos hr. og fru Danmark med gummistøvler på, betragter han, præcis som Martin Thorborg også gør det, sig selv som en del af eliten:

- Det må jeg være. Jeg er meningsdanner og folk ved oftest, hvem jeg er, og jeg har fri adgang til medierne. Men omvendt er jeg ikke elitær. Jeg bor i en lille by med 2.000 indbyggere, og 40 procent af dem stemte Dansk Folkeparti, og det har jeg det super fint med, også selv om vi måske ikke deler de samme holdninger.

- Det har jeg det bedre med end at stå til nogle af alle de smarte arrangementer inde i Aarhus C. Dem melder jeg altid fra til, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.