Det vil give billigere biler i fremtiden, når producenter som Volvo vælger at sætte en lavere hastighedsbegrænsning på deres biler. Det vurderer Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDM's medlemsblad Motor.
- Det er en hjælp til forbrugerne. Når man bygger biler, der ikke kan køre helt så stærkt, så bliver de billigere at producere og dermed billigere at købe, siger han.
Bilproducenten Volvo oplyser mandag, at alle nye modeller fra 2020 får en hastighedsbegrænsning på 180 km/t.
Ifølge Søren W. Rasmussen er det primære formål med tiltaget at tage ansvar.
- Man har meldt sig ud af ræset om at kunne køre stærkt. Man kan jo altid lige slå konkurrenten med en kilometer eller to på topfarten.
- Men der har de så valgt at gå den anden vej ved at sige, at det her handler ikke om at skulle være hurtigst, stærkest eller størst, men om at tage ansvar med hensyn til sikkerhed og miljø, siger Søren W. Rasmussen.
Han vurderer, at Volvos tiltag er begyndelsen på en kommende tendens.
For de biler, vi kommer til at køre med i fremtiden, er nemlig elbiler, lyder det.
- De har mange fordele, men de har også den ulempe, at hvis man kører stærkt, så suger bilen simpelthen strømmen ud af batteriet så hurtigt, at man ikke er sikker på at kunne nå helt frem.
- I takt med at der kommer flere elbiler, så kommer vi til at se en begrænsning i bilernes topfart, siger Søren W. Rasmussen.
I mange år har tyske bilproducenter haft en gentlemanaftale om, at deres biler er blevet elektronisk begrænset til 250 km/t. Og Volvo kan sagtens finde på at gå endnu længere i fremtiden, mener den biltekniske redaktør.
Men det er en svær afvejning.
- Der er kundegrupper til biler, der kan køre stærkt, og biler, der skal være grønne. Og det her er nok et forsøg på at lægge sig behændigt midtimellem, siger Søren W. Rasmussen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.