Der var knald på i det nordjyske, da politiet tirsdag aften observerede en bil med alt for høj fart på vej over Limfjordsbroen mod Nørresundby.
Så meget knald på, at færdselspatruljen resolut startede de blå blink og drønede efter den sorte bil.
Det udviklede sig til en regulær biljagt, da føreren nægtede at stoppe. I stedet blev speederen trykket i bund i et forsøg på at slippe væk fra politiet.
Det var dog mildest talt et forsøg, der endte i den helt anden grøftekant. Biljagten sluttede nemlig kort efter, da føreren mistede herredømmet over bilen og torpederede en busk.
Dermed kunne politiet anholde den 26-årige mand, der sad bag rattet på bilen i busken.
Til Nordjyske fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi, at den anholdte var ”synligt narkopåvirket”.
– Og så blev der også fundet en del hash i bilen, så det var nok derfor han ikke ville tale med os, selv om vi havde de blå blink i gang lige efter ham, siger Per Jørgensen til den lokale avis.
På trods af sammenstødet med busken, kom hverken bilen eller føreren noget særligt til. Og den 26-årige kunne således tages med til stationen.