Bilen skal være bussens forlængede arm.
Det er tankegangen bag et nyt samarbejde mellem Nordjyllands Trafikselskab og den private samkørselstjeneste Gomore, som har premiere fredag.
Samarbejdet betyder, at trafikselskabets digitale rejseplan integrerer tilbud om lift med Gomore.
Desuden oprettes 13 stoppesteder i foreløbig tre nordjyske kommuner, hvor buspassagerer kan blive samlet op af bilister, der tilbyder lift via Gomore.
- Det er det første samarbejde af sin art i Danmark. Men hvis det viser sig at være en succes, vil andre trafikselskaber givetvis stå klar til at følge efter, siger trafikforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet.
Helt konkret betyder samarbejdet, at den nordjyske buspassager, der skal fra punkt A til punkt B, får mulighed for at søge både bus og bil via samme digitale tjeneste.
Desuden bliver det nemmere at arrangere et lift med bil ved hjælp af nye stoppesteder til samkørsel.
Det store problem for den kollektive trafik er ifølge trafikforskeren, at der er nedlagt rigtig mange busruter de seneste ti år.
Det har medvirket til, at mange er flyttet fra landet til byerne.
Men det kan det nye samarbejde måske lave om på, vurderer Harry Lahrmann.
- Der er ingen tvivl om, at det vil styrke udkantsområderne med sådan et samarbejde.
- Det har stort potentiale for at give bedre mobilitet for befolkningen i disse områder, siger Harry Lahrmann.
Umiddelbart kan det virke paradoksalt, at et offentligt trafikselskab hjælper en privat samkørselstjeneste.
Men samarbejdet er ifølge trafikforskeren også til trafikselskabets fordel.
- I morgenmyldretiden ser vi ofte, at busserne er overfyldte, og at der måske indsættes ekstra busser.
- Samtidig kører der masser af privatbiler rundt med bare en person i hver.
- Hvis man kan få nogle af buspassagererne over på de tomme pladser i personbilerne, så kan det også være til den kollektive trafiks fordel, fordi man så slipper for at indsætte kostbare ekstra busser, siger Harry Lahrmann.
/ritzau/