Mindst to er blevet dræbt og 18 såret, efter at en bilbombe eksploderede søndag på en vej tæt på den største lufthavn i Afghanistans hovedstad, Kabul, oplyser politiet ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
- En selvmordsbomber detonerede sin Toyota i et angreb på en kolonne bestående af udenlandske styrker tæt på Kabuls lufthavn, siger polititalsmand Ebadullah Karimi til AFP.
- Indtil videre har vi to døde kvinder og 18 andre sårede. De er alle civile, fortsætter han.
Landets indenrigsministerium bekræfter angrebet.
- Tre civile køretøjer, hvoraf et tilhører udenlandske styrker, er blevet beskadiget ved gerningsstedet, siger talsmand Najib Danish fra ministeriet til AFP.
Et øjenvidne siger til Reuters, at tre blev dræbt i angrebet, men den oplysning er endnu ikke bekræftet af myndighederne.
En talsmand for Nato kan over for Reuters ikke umiddelbart bekræfte, at et Nato-køretøj skulle være blevet beskadiget i angrebet, som ingen endnu har taget ansvaret for. Taliban har tidligere stået bag lignende angreb.
Ebadullah Karimi oplyser, at en selvmordsbomber i en Toyota Corolla kørte ind i kolonnen, der var på vej fra lufthavnen til en Nato-base i nærheden.
Bomben eksploderede omkring 200 meter fra hovedindgangen til lufthavnen.
Butiksejeren Fraidon Khan siger, at han så selvmordsbomberens aktion.
- Jeg så tre lig. Et af dem var et barn, og to af dem var kvinder, fortæller han.
/ritzau/