En bombeeksplosion i Afghanistans hovedstad, Kabul, fredag morgen har mindst krævet et liv, oplyser politiet i byen ifølge nyhedsbureauet AP.
Bomben var en bilbombe, der var målrettet udenlandske soldater, og mindst én person er død, oplyser indenrigsministeriet til AFP.
Eksplosionen fandt sted i den østlige del af Kabul, hvor mange ambassader er placeret.
Ingen har taget skylden for angrebet, som kommer, to dage efter at Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, meddelte, at han er parat til at anerkende Taliban.
Præsidenten opfordrede samtidig bevægelsen til at gå ind i fredsforhandlinger.
Taliban har optrappet kampe og bombeangreb i Afghanistan, efter at USA og Nato afsluttede kampmissioner i landet i 2014.
Fredagens hændelse i Kabul er den seneste af flere bombeanslag inden for få uger.
Den vestligt støttede regering er under voksende pres for at tilsidesætte interne magtkampe og gøre mere for at forbedre sikkerheden i landet.
Ghani har godkendt en ny sikkerhedsplan for Kabul. Men det står ikke klart, hvad der skal ske i storbyen.
Der er allerede oprettet et stort antal kontrolposter. Desuden er der indført mange restriktioner for trafikken.
FN siger, at op mod 2300 civile blev dræbt eller såret af selvmordsbomber eller andre angreb i Afghanistan i 2017. Det er flere end nogensinde før i den afghanske konflikt.
/ritzau/