Bil med fire personer kører galt i Grevinge

Krimi
En 39-årig kvinde blev hårdt kvæstet, mens tre andre slap med mindre skader, da en bil lørdag aften kørte galt i Grevinge. (Arkivfoto.) (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Ved ulykken blev en 39-årig kvinde alvorligt kvæstet, men hun er nu uden for livsfare.

En 39-årig kvinde blev alvorligt kvæstet, da en bil med fire personer lørdag aften kørte galt i Grevinge i Odsherred.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken på Sneglerupvej klokken 21.47.

En bil med fire personer i var rullet rundt, og kvinden var slemt tilredt. Hun blev i kritisk tilstand fløjet til Rigshospitalet, men kunne i løbet af natten meldes uden for livsfare.

De tre andre personer i bilen fik kun mindre skader, og ingen andre biler var involveret i ulykken.

Politiet afventer bilinspektørernes efterforskning. Man ved derfor endnu ikke, hvad der har ført til ulykken, oplyste politiets vagtchef Thomas Hartmann natten til søndag.

/ritzau/