Joe Biden står til at vinde Demokraternes primærvalg i delstaten Alaska.
Det skriver flere amerikanske medier, blandt andet NBC News og nyhedsbureauet AP, natten til søndag dansk tid.
Den tidligere vicepræsident slår dermed senator Bernie Sanders i delstaten i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Kandidaten skal op mod Donald Trump i præsidentvalget, der ventes til november.
Biden får ifølge AP 55,3 procent af de afgivne stemmer. Sanders får 44,7 procent. Det resulterer ifølge nyhedsbureauet i henholdsvis ni delegerede til Biden og otte til Sanders.
Sanders indstillede denne uge sin kampagne efter at være kommet et godt stykke bagud i antallet af delegerede.
Men han har ifølge AP ladet sit navn stå på stemmesedlerne i de stater, som endnu ikke har stemt.
Det har han gjort for at få indflydelse på partiets politik.
Primærvalget i Alaska er det første, siden Sanders trak sig.
Det var oprindeligt sat til at blive afviklet 4. april, men blev på grund af coronavirus udsat til 10. april. Der er kun afgivet brevstemmer.
Biden skal formelt nomineres som sit partis kandidat på Demokraternes partikonvent senere på året.
Ligesom de fleste amerikanere er den 77-årige tidligere vicepræsident under påbud om at blive hjemme på grund af coronaviruspandemien. Det skriver AFP.
Derfor har han hovedsageligt markeret, at han de facto er sit partis præsidentkandidat med pressemeddelelser og kommentarer optaget i sin kælder.
Biden har opfordret Sanders-støtter, der generelt er langt mere venstreorienterede end Bidens, til også at støtte op om hans kampagne.
Næsten alle Bidens eks-rivaler bakker nu op om ham som partiets kandidat. Det gælder blandt andre senatorerne Kamala Harris, Amy Klobuchar og den tidligere borgmester Pete Buttigieg fra Indiana.
/ritzau/