Den økonomiske krise, et lavt salg af elbiler og forkert timing har taget livet af firmaet Better Place Denmark - en af verdens førende udbydere af tjenesteydelser til elbiler.
Søndag indgav virksomheden konkursbegæring.
- Vi har været ude af takt. Og for få danskere har valgt at købe en elbil. Derfor har vi færre kunder, end vi havde håbet på, siger administrerende direktør Johnny Hansen, Better Place Denmark.
Og når finansiering fra moderselskabet og hovedinvestoren bortfalder, samtidig med tidligere tilsagn om finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank er der ikke andet at gøre end at trække stikket.
Johnny Hansen er dog ikke i tvivl om elbilen overlever.
- Der er ingen tvivl om, at gennembruddet kommer, og folk vil købe elbiler. Inden for seks til 12 måneder præsenterer Volkswagen, Audi, Seat og Skoda deres nye biler. Desværre bliver det nogle andre, der skal lade dem, siger han.
Trods en større miljøbevidsthed har danskerne de sidste fire til fem år valgt mindre og mindre og billigere og billigere biler, siger han. Det har ramt elbilerne.
- Hvis man ikke sammenligner lige for lige, så har elbilen svært ved at klare sig, også økonomisk, trods afgiftsfratagelse, siger han.
Johnny Hansen tror, at der går et til to år, før folk virkelig har et udvalg af elbiler, som gør, at det er attraktivt at købe en elbil.
- Elbilen er fremtidens grønne transportform. Det tror vi fortsat på, men innovation tager tid og kræver mod, og der er ingen garantier, når man udfordrer 100 års transportvaner, siger han.
Siden netværket af ladere stod færdigt ved udgangen af 2012 har mere end 500 elbiler kørt mange millioner kilometer på strøm.
/ritzau/