Betjent finder et ton sprængstof under hundetræning i Norge

En person, som sidste år fik frataget en licens til at opbevare sprængstof, er snuppet ved et tilfælde.

Norsk politi har fundet en stor mængde ulovligt sprængstof på en adresse i Ålesund kommune. Ejeren er sigtet.

Manden, der bor på Ellingsøya, har tidligere haft tilladelse til at opbevare eksplosiver.

En betjent, som var på træningstur med en hund på Ellingsøya, fandt det ulovlige sprængstof på stedet, skriver norsk TV2.

- Det var tilfældigt, at vi faldt over det. Politimanden, som var ude for at træne sin hund, fik øje på en container, og så blev han nysgerrig, siger politijurist Maria Vike Nørve.

Den sigtede, som ejer containeren, blev i december sidste år frataget en tilladelse til at opbevare sprængstof.

- Man trak tilladelsen tilbage i fjor, da han ulovligt havde opbevaret sprængstof. Vi har ingen grund til at tro, at eksplosiverne var købt ulovligt, men som situationen er, har han ikke tilladelse til opbevaring, siger Nørve.

Containeren var godt låst, men opbevaringen var ikke lovlig.

Politiet ser med stor alvor på sagen. Der blev fundet mere end et ton sprængstof.

Den sigtede har erkendt, at det var hans eksplosiver. Han er sigtet for ulovlig handel med sprængstof efter den norske straffelovs paragraf 190.

Politiet ved ikke, hvilken slags sprængstof der er tale om. Men det er produceret til sprængningsarbejde.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.