Metro s viceadministrerende direktør, Anne-Grethe Foss, betragter det som en lille ting og et midlertidigt problem , når køreplanerne på stationerne skilter med tog, der ikke kører. Og aldrig har gjort det.
Men sådan ser bestyrelsesmedlem i Ørestadsselskabet, Bjarne Fey ikke på det. Han er også SF er og medlem af Borgerrepræsentationen i København. Og han kræver, at Metro s ledelse omgående løser problemet med de misvisende køreplaner.
- Jeg har forståelse for, at direktionen har forsøgt sig med afhjælpende foranstaltninger i form af gule klistermærker, men det er tydeligvis ikke nogen god løsning. Og fem år er ikke en midlertidig periode, men nærmest permanent. Det er simpelthen ikke godt nok. Direktionen må finde på en bedre løsning, med mindre togene begynder at køre efter planen. Og det skal være inden for en meget overskuelig fremtid, siger Bjarne Fey til Avisen.dk
Dansk Folkepartis bestyrelsesmedlem i Ørestadsselskabet, Karin Storgaard, er enig.
- Det er slet ikke acceptabelt at køre det på den her måde. Det utroværdigt og skal rettes op med det samme, siger Karin Storgaard, der undrer sig over, at Metro s direktion ikke har gjort noget ved problemet langt tidligere.
De to politikere vil nu rejse sagen i Ørestadsselskabets bestyrelse, der mødes i begyndelsen af næste måned.
- Her er jeg ret sikker på, at man vil gribe ind og forlange, at direktionen kommer med et bud på en løsning, hvor kunderne bliver informeret korrekt, siger Bjarne Fey.
Københavns Kommune ejer 55 procent af Ørestadsselskabet, men teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) ønsker ikke at kommentere sagen over for Avisen.dk.