Den dopingdømte sprinter Ben Johnson er udnævnt til frontfigur i en ny storstilet antidopingkampagne, som skal motivere atletikudøvere til at holde nallerne væk fra forbudte stoffer.
Ben Johnson var i 1988 hovedperson i en af sportshistoriens mest opsigtvækkende dopingskandaler, da han blev knaldet i en test efter at have slået blandt andre Carl Lewis i verdensrekordtiden 9,79 på 100-meteren ved OL i Seoul.
Den jamaicansk fødte canadier testede positiv for det anabolske steroid stanozolol, fik frataget sin guldmedalje og fik aldrig siden karrieren på ret køl.
- Det kostede mig mit gode omdømme at vinde den guldmedalje og være den bedste i verden, siger Ben Johnson ifølge nyhedsbureauet AFP.
Nu skal den berømte dopingsynder altså hjælpe fremtidens stjerner med at undgå at havne i samme situation i en kampagne med navnet ChooseTheRightTrack.
- Jeg forsøger at rense luften og rense den del af mit liv. Forsøger at hjælpe kommende generationer.
- Hvis jeg kan bidrage med at ændre tankegangen hos kommende atletikudøvere, så vil jeg gøre det, siger Ben Johnson.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.