I bedste sendetid tonede den italienske premierminister Silvio Berlusconi i går aftes frem på tv-skærmen i Italien. Her nægtede han, at han havde været sin kone utro med en 17-årig pige.
"Det er løgn," sagde Berlusconi som svar på anklagerne, som hans kone har fremsat i medierne sammen med et krav om skilsmisse. Konen anklager den 72-årige Berlusconi for at være en skørtejager.
Berlusconi sagde på tv, at han havde deltaget i Noemi Letizias 18 års fødselsdagsfest, men afviste, at forholdet til den unge model på nogen måde var seksuelt.
Berlusconis kone har desuden beklaget sig i pressen over, at hendes magtfulde mand, kunne finde tid til at gå til en 18-årig models fødselsdag, men ikke finde tid til at fejre sine egne børns fødselsdage.
Derudover mener hun, at regeringschefen er sexistisk, da hans parti Forza Italia har valgt kun at opstille smukke unge kvinder til EU-Parlamentsvalget den 7. juni.