Som en del af regeringens store udflytningsplan skal Ankestyrelsen sende 51 medarbejdere fra København til Aalborg, og det vil i en periode resultere i længere sagsbehandlingstider.
Dermed kan borgerne igen se frem til at vente længere på at få deres klagesager afgjort i Ankestyrelsen, og det er en helt forkert udvikling, understreger Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.
- Det er jo ikke overraskende, at det får konsekvenser for borgerne, når man flytter rundt på medarbejderne på den her måde. Men jeg synes, det er brandærgerligt, for det er helt afgørende, at borgerne i et retssamfund har den opfattelse, at de får en hurtig og korrekt behandling af deres klagesager, siger Berlau.
Sætter folk i et limbo
Hun peger på, at det kan have store konsekvenser for borgerne, der må vente længe på at få svar på, om de for eksempel har ret til en ydelse eller ej.
- Det helt store problem med de her lange sagsbehandlingstider er, at det sætter nogle folk i et limbo, hvor de bare må gå og vente på at få en afgørelse. Det er selvfølgelig frustrerende, men det kan også have stor betydning for folks økonomi, siger hun.
Ankestyrelsen har gennem længere tid haft fokus på at nedbringe en stor sagspukkel og nedbringe sagsbehandlingstiden.
Det har rent faktisk resulteret i bedre resultater gennem det seneste år, men nu går kurven igen den forkerte vej som følge af regeringens udflytningsplan.
Omstrukturering efter omstrukturering
Og det bør føre til selvransagelse hos regeringen og politikerne på Christiansborg. Nu er det tid til at give Ankestyrelsen noget fred og ro, mener Majbrit Berlau.
- Ankestyrelsen har været igennem omstrukturering efter omstrukturering med besparelser og meget andet, og nu skal man så også til at flytte medarbejdere rundt. Ikke bare rundt om hjørnet, men til den anden ende af landet.
- Vi kan se, at så snart Ankestyrelsen får noget ro til at passe deres arbejde, så er man faktisk i stand til at nedbringe sagsbehandlingstiden. Så beslutningstagerne skal tænke på, at hver gang de finder på en ny, fantastisk omstrukturering, så har det altså betydning for borgerne i den anden ende, siger hun.