Tre døgns eftersøgning af en far, mor og søn endte tirsdag eftermiddag tragisk.
Den 42-årige Lars Kragh blev anholdt i sine forældres bil, og i bilen var også hans forældre, Kirsten og Jørgen, som begge var døde. Lars Kragh er nu sigtet for drabet og fremstilles onsdag i grundlovsforhør.
Lars Kragh er krigsveteran og lider af posttraumatisk stress syndrom (PTSD) efter sin udsendelse som soldat til krigen i det tidligere Jugoslavien.
Op til drabet havde Kirsten Kragh forgæves forsøgt at råbe myndighederne op og skaffe hjælp til sin plagede søn. Det fortæller Benjamin Olsen Yeh, som var gode venner med Kirsten Kragh. Han er selv krigsveteran og lider af PTSD. Det skriver TV 2.
- Kirsten har hele vejen forsøgt at få hjælp til sin søn. Som regel forgæves. Lars har været indlagt i psykiatrien flere gange, men er næsten altid blevet udskrevet dagen efter – uden behandling, uden hjælp. Vi skylder at få historien ud nu, så folk kan se, hvad hun kæmpede for – og imod, siger han til TV 2.
Han fortæller også, at forældrene frygtede, hvad sønnen kunne finde på.
- Kirsten har flere gange sagt til mig, at Lars var en farlig person. Forældene var bange for, hvad han kunne finde på. Jeg rådede hende til at droppe al kontrakt til sønnen og koncentrere sig om at være bedstemor for hans to børn, som han ikke havde kontakt til, fordi han var syg, siger Benjamin Olsen Yeh til TV 2.
Trods rådene om at stoppe kontakten til sønnen, kunne Kirsten Kragh ikke slippe ham, fortæller Benjamin Olsen Yeh til TV 2.